Grotesk lortesag

04. juni 2020, 11:50
Kristian Pihl Lorentzen (V)

Der er i medierne kommet fokus på, at Københavns Kommune har tilladt udledning af urenset spildevand direkte i Øresund, nærmest som en normal praksis, der angiveligt besluttes på administrativt niveau.

Det er i min optik både ulækkert og grotesk. Ikke mindst i lyset af de mange restriktioner og den omfattende kontrol, der er pålagt landbruget omkring udledning af kvælstof og andre næringsstoffer fra markerne til vandløbene.

Det er uforståeligt, at udledning af urenset spildevand fra kloakker er blevet udledt uden synderligt fokus, mens der samtidig er kørt en til tider hetzagtig kampagne mod de danske landmænd.

Jeg glæder mig over, at der nu er kommet fokus på sagen, så vi kan få en mere nuanceret politisk debat baseret på fakta – samt få ordentligt afdækket, hvor næringsstofferne i havet egentlig kommer fra.

Mon ikke også de badende og sejlende betakker sig for, at der i vandløb og ved strande flyder fækale menneskelige efterladenskaber rundt i vandet?

Kort sagt: Vi må se at få styr på dette område. Derfor har Venstre sammen med andre partier indkaldt miljøministeren i samråd, så hun kan redegøre for, hvad der er op og ned i sagen – og for, hvad der fremadrettet kan gøres for at få bedre styr på udledningen af urenset spildevand fra kloakkerne.