Masser af rejser med Foreningen Norden

04. juni 2020, 10:53
Er du til åbne vidder og flotte landskaber, er Island et oplagt rejsemål. Foreningen Norden har flere pladser på rejsen til september. Foto: Pia B. Jakobsen

Norden Efter et bestyrelsesmøde mandag oplyser foreningen Norden, at den planlagte tur »Island rundt med Sørens Rejser« efter al sandsynlighed bliver gennemført.

Foreningen Norden kan selv sagt ikke give en 100 procent garanti lige nu, men meget tyder på, at det skal lykkes. I skrivende stund er tilmeldt 30 gæster, og Sørens Rejser meddeler, at der er plads til flere interesserede. Sørens Rejser vil senere indkalde til et info-møde, så deltagerne er helt opdaterede. Island er et meget spændende land med store vidder og har en anderledes, rå natur, så der venter deltagerne en stor oplevelse.

Selv om foreningen Norden har rejsen til Island lige foran sig, er de i øvrigt allerede nu ved at planlægge to rejser i 2021. Midt i august 2021 bliver der en seks dages tur til Kalmar, Øland og Gotland. Desuden er man ved at planlægge et besøg i Stavanger den 17. maj 2021, hvor der lægges planer for en tredages tur.

Rejsernes nærmere pris og program forventes offentliggjort, når man kommer ud med sæsonprogrammet til august, fortæller Jann Rasmussen, formand for Foreningen Norden i Karup.