Karup Murerforretning står for kvalitet

Murermester Tage Raaby Olesen har drevet Karup Murerforretning i 32 år. Han har endnu ikke oplevet at få klager over sit arbejde

03. juni 2020, 11:43
Tage Raaby Olesen i Karup Murerforretnings store maskinhal på Industrivej. Foto: Pia B. Jakobsen

Visit Tage Raaby Olesen er vokset op i en håndværkerfamilie. Han ved, at når man gør sit arbejde godt, så kaster det mere arbejde af sig. Det kan svare sig at forblive i den positive spiral.

- Vi har aldrig mistet en krone. Når man laver sit arbejde godt nok, så får man sine penge, konstaterer han lunt.

For det med at være håndværker ligger i blodet. Tages bedstefar, Frederik Hansen, var murermester i Karup. Tages far var snedker og klejnsmed.

Foruden Tage, der lægger en pæn del af sine vågne timer i virksomheden, er ansat to unge murersvende. Opgaverne tæller fra stort til småt.

Tage står som entreprenør for byggeriet af to til tre huse om året. Han er med kunden fra start til slut.

- Jeg mødes med kunden, og de fortæller, hvilke ønsker de har til deres kommende hus. Udfra deres ønsker tegner jeg et par skitser, som jeg sender videre til en arkitekt, som jeg arbejder fast sammen med. Han sørger for de endelige tegninger inklusive energiberegninger, stabilitetsberegning og byggetilladelse, fortæller Tage.

Karup Murerforretning står for så mange opgaver som muligt i det efterfølgende byggearbejde. Ellers bruger han gode, lokale underentreprenører, som han har samarbejdet med i mange år.

Udover de store byggerier tager virksomheden sig af masser af mindre opgaver:

- Vi tager stort og småt. Tilbygninger, skifter en sten i et dårligt murværk, fuger hele huse om, renoverer køkkener og badeværelser og laver masser af flise- og klinkearbejde, forklarer han.

Udfordringerne spænder vidt. Og det er netop alsidigheden, der gør det sjovt for Tage at være håndværker.

- Der er ikke to dage, der er ens. Det er meget tilfredsstillende, siger han.

På spørgsmålet om, hvordan han set med murermester briller har oplevet udviklingen de seneste 32 år, er Tage klar i spyttet.

- Det er ikke nær så fysisk hårdt at være murer, som det var for 30 år siden, fortæller han og forklarer, at der heldigvis er kommet mange hjælperedskaber, der tager det tunge slæb.

I forhold til udviklingen af husbyggeriet oplever Tage, at folk i dag efterspørger unika løsninger,. Der er ingen standard løsninger. Folk vil gerne sætte deres personlige præg på det, de skal have lavet, fortæller han. En anden ting, som har ændret sig over årene, er byggeriet af energirigtige huse. Alle huse i dag er så tætte, at de skal bygges med genvexsanlæg.

Selvom arbejdet helt klart også gør det ud for en tidskrævende hobby, så har Tage helt sikkert tid til at se de fire børn og de seks børnebørn. Og fodbolden i KK07 på Master skal jo også passes ind. Desuden er Tage en stor Formel 1 entusiast. Det er vigtigt med disse åndehuller i en travl hverdag, hvor det er svært at få tiden til at slå til.