Et enkelt skadedyr koster kassen

19. februar 2020, 08:56
Uddeler Lars Krog, DagliBrugsen i Frederiks, måtte i sidste uge lukke butikken i halvandet døgn, fordi der blev fundet tegn på skadedyr. Arkivfoto: Morten Marboe

Frederiks DagliBrugsen i Frederiks var tirsdag i sidste uge nødt til at lukke butikken ned, da der blev fundet gnavhuller i en pose med dyrefoder.

Et skadedyrsfirma blev tilkaldt. De havde en hund med og gennemgik huset fra kælder til kvist, forklarer uddeler Lars Krog efterfølgende, og uddyber, at der ingen huller er i butikken, så dyret er enten kommet ind af fordøren eller måske med en palle varer.

Selvom synderen blev fundet og uskadeliggjort med det samme, gik der alligevel halvandet døgn, inden butikken kunne åbne igen onsdag eftermiddag.

Man tager fødevaresikkerheden alvorligt i coop, når der er tegn på skadedyr i en butik. Alle løsvægtfødevarer er blevet kasseret. Det samme er al babymad og mad emballage. Efterfølgende har skadedyrsfirmaet rengjort butikken, så alt er fuldstændig rent.

Ifølge Lars Krog kostede den episode i omegnen af 500.000 kroner. Heldigvis har butikken en skadedyrsforsikring.

Han noterer sig, at flere kunder efterfølgende har kommenteret, at de har fået øjnene op for, hvor vigtigt det er, at de har en butik i lokalområdet.