Røde Kors Karup - et aktivt aktiv

18. februar 2020, 10:00
God tilslutning til Røde Kors generalforsamling. Foto: Privatfoto

Karup Røde Kors Karup tæller 130 frivillige. De arbejder indenfor ret forskellige områder - i genbrugsbutikken, i onsdagscafeen, som nørklere, som besøgsvenner, som indsamlere og fra første april også som vågekoner. Alt sammen med Røde Kors hovedprincip for øje nemlig at styrke medmenneskelighed og fællesskaber.

Forleden afholdt foreningen generalforsamling. Der var genvalg til Hanne Mette Thagaard som formand. Et mangeårigt medlem, Yvonne Glesner fra Silkeborg, ønskede ikke genvalg. I stedet kom Gurli Germann Christiansen ind i bestyrelsen som aktivitetsleder for den nyopstartende vågetjeneste. Ellers forblev posterne uændrede i den stabile bestyrelse.

Spis sammen i uge 17

Hanne Mette Thagaard benyttede beretningen til at fortælle om næste større arrangement. Nemlig Spis sammen, der i år kommer til at foregå torsdag den 23. april. Hun håber, at rigtig mange har lyst til at deltage i en hyggelig frokost og eftermiddag.

- Flere hænder vil også altid være velkomne – især med det store projekt, når vi til sommer skal have flyttet butiksadresse fra Industrivej til Østergade, slutter Hanne Mette sin beretning.

Kunne du tænke dig at blive medlem af Røde Kors, koster det i øvrigt kun 175 kroner for et årligt medlemskab.