Spændende rejsegilde i Grønhøj

Genopbygningen af Sandkærgårde-laden i Grønhøj er nu så langt, at man har fejret rejsegilde

12. november 2019, 08:11
Den sidst bevarede kartoffeltyskerlade fra Vestre Sandkærgårde, Sandkærgårdeladen, bliver genopført i Grønhøj. I weekenden var der rejsegilde. Foto: Jan Herold

Grønhøj I forbindelse med genopførelsen af Sandkærgårdeladen ved Grønhøj Kro er spærene nu rejst. Derfor inviterede Kartoffeltyskerne på Alheden samt Liv på Alheden blandt andet håndværkere og samarbejdspartnere til rejsegilde i søndags.

75 deltog i fejringen og blev budt på pølser, brød samt øl og vand. Aksel Kramer, formand for Kartoffeltyskerne på Alheden, takkede blandt andet de frivillige for alle de mange timer, de har lagt i arbejdet. Han glædede sig over, at ildsjæle fra fjern og nær har budt ind og hjulpet med til, at projektet ser ud til at komme flot i mål.

Fremtidsmuligheder

Gregers Laigaard, formand for Liv på Alheden, fortæller efterfølgende, det er tanken, at man senere vil holde en offentlig indvielse af laden.

- Det ser godt ud, og vi får mere og mere blod på tanden. Der er mange, der byder ind, og vi glæder os til at se, hvad projektet kan udvikle sig til, siger Gregers. Han nævner blandt andet en indbydelse til et samarbejde med Hjerl Hede ligesom også museumschef Brian Wiborg, Viborg Museum, har tilkendegivet, at han imponeres over, hvor langt man er kommet i Grønhøj.

Sandkærgårdeladen

Sandkærgårdeladen er den sidst bevarede originale Kartoffeltyskerbygning. Laden var en del at kartoffeltyskerkolonien »Frederikshøj«, som i dag hedder Grønhøj. Jacob Bärthels flyttede sin gård til Sandkærgårde i 1793, og 220 år senere blev laden taget ned med henblik på bevaring. Nu i 2019 opføres laden ved Grønhøj Kro ved hjælp af frivillig arbejdskraft i et samarbejde mellem foreningerne »Kartoffeltyskerne på Alheden« og »Liv på Alheden«.