Fællesspisning med tryllekunstner

13. oktober 2019, 10:01
Ved fællesspisningen i Frederiks tryllebandt tryllekunstneren Jungle Jim børnene. Foto: Ulla Brendstrup

Frederiks 151 glade børn og voksne nød en dejlig aften i Kulturhuset med fællesspisning og underholdning. Maden havde Delikatessen og Byens Kagemand Frederiks sørget for. Det var lækkert som altid forlyder det.

Danmarks hyggeligste tryllekunstner, Jungle Jim, tryllebandt både børn og voksne inden spisningen. Efter spisningen leverede FROST 96 sjov og dejlig underholdning med sange fra en svunden tid.

Det er første gang, at Borgerforeningen i Frederiks har arrangeret fællesspisning. Denne gang blev det så gjort i forbindelse med Kartoffelfestivalen, der blev afviklet hen over weekenden.

- Alle hyggede sig og roste arrangementet til skyerne, fortæller Ulla Brendstrup, formand for borgerforeningen i Frederiks. Jeg tror bestemt ikke, det er sidste gang, vi prøver med fællesspisning!