Børneskovens balancebane skal laves - hjælp søges

Kom og vær med til at sætte dit præg på børneskoven i Frederiks. Projektleder Dennis Krogsdal Madsen inviterer til arbejdsdag den 22. september

16. september 2019, 08:49
Både børn og voksne har tidligere budt ind med ideer til børneskoven i Frederiks. Foto: Dennis Krogsdal Madsen

Frederiks Børneskoven i Frederiks kommer til at skille sig ud fra de andre børneskove i Viborg Kommune. Den kommer nemlig til at have en en kilometer lang balancebane i naturlige materialer som sten og træ.

Det er nu planlagt, at balancebanen skal anlægges søndag den 22. september. Projektgruppen håber på, at der er nogle fra området, der vil komme og give en hånd med den dag og dermed sætte sit præg på balancebanen. De inviterer derfor alle interesserede til arbejdsdag.

Vigtigt med lokalt ejerskab

- For os er det rigtig vigtigt, at der er lokalt ejerskab omkring balancebanen og børneskoven. På den måde kan vi gøre vores allerbedste for, at børneskoven bliver kendt og anvendt i lokalområdet. Samtidig er den lokale opbakning med til at sikre, at der bliver passet godt på skoven, fortæller projektleder Dennis Krogsdal Madsen.

Allerede i november 2018 var der kick-off møde, hvor man pegede på Lyngsøparken som sted for børneskoven. Her fik projektgruppen mange gode input til børneskoven. Input, som er taget med i det videre anlægsarbejde.

Dennis Krogsdal Madsen glæder sig over det lokale engagement fra både private, foreninger og institutioner, som allerede har været i forbindelse med anlæggelsen af børneskoven. Nu håber han, at mange vil deltage og støtte op om arbejdet med anlæggelsen af selve balancebanen.

- Det er endnu en mulighed for at være med til at præge børneskoven, kontaterer Dennis Krogsdal Madsen afslutningsvis.

Tilmelding til arbejdsdag

På arbejdsdagen vil Sol O Mio stå for pølser og brød. Tilmelding er derfor nødvendigt til Torben Hamann fra Sol O Mio på th2@viborg.dk. Har du kun mulighed for at være med noget af tiden, er det også velkomment. Der skal graves nogle huller, flyttes noget træ, og de forskellige balanceelementer skal placeres ud fra den plan, der er lavet. Medbring gerne skovl, spade og trillebør, hvis du har.

Har du i øvrigt nogle større sten i overskud, er du meget velkommen til at lægge dem for enden af den nye parkeringsplads ved børnehaven Sol O Mio, da de kan bruges til balancebanen.