Flyverpræsten i Frederiks

Sognepræst Carl-Gustav Christensen har i godt to år haft et bijob ved siden af jobbet som sognepræst. Han er flyverpræst ved Operations Support Wing i Karup

14. september 2019, 15:33
Sognepræst ved Frederiks Kirke, Carl Gustav Christensen, fungerer også som flyverpræst ved Operations Support Wing i Karup. Foto: Privatfoto

Visit Carl-Gustav er ansat på kontrakt som flyverpræst, samtidig med at han er fuldtidsansat sognepræst i Frederiks sogn. Som bekendt er der jo kun 24 timer i døgnet, så når Carl-Gustav skal afsted som flyverpræst, må en præstevikar klare hans job som sognepræst imens. Carl-Gustav kan som flyverpræst blive tilkaldt med meget kort varsel.

- Mine opgaver som flyverpræst har frem til nu været aftalt på forhånd, så der har været god tid til at finde en afløser, smiler Carl-Gustav. Der er ikke mange kilometer fra kikrecentret i Frederiks til hovedvagten i Kølvrå. Nogle af de andre flyverpræster kommer helt fra Sjælland, så Carl-Gustav er godt tilfreds med den korte afstand.

Det sure med det søde

Carl-Gustav er glad for sit bijob som flyverpræst. At virke som præst i en anden sammenhæng end at være sognepræst er spændende og giver nogle andre oplevelser.

Som flyverpræst er Carl-Gustav en del af underretningsholdet i Operations Support Wing. Heldigvis har han endnu ikke prøvet at skulle underrette pårørende om en soldats dødsfald. For lige den del af jobbet er nok den sværeste opgave. Som flyverpræst er man ikke kun til rådighed for soldaterne, men også for de pårørende til samtaler og rådgivning i forbindelse med udsendelser.

Min sidste vilje

Inden en udsendt soldat tager afsted, skal dokumentet »Min sidste vilje« udfyldes, uanset trosretning. Det kan for den enkelte soldat godt være overvældende og sætte rigtig mange tanker i gang.

Flyverpræsterne har her en vigtig opgave, og står klar til rådgivning og samtale. At skrive afskedsbrev til de pårørende kan flyverpræsten også hjælpe med. Er soldaten af en anden trosretning, kan flyverpræsten hjælpe med at etablere kontakt til det pågældende trossamfund.

Sjælefred og etik

For de værnepligtige og de udsendte afholdes etiske kurser.

Som udsendt kan det være svært at være en del af et apparat/system, der måske i sidste ende slår andre mennesker ihjel. Selv om man ikke trykker på aftrækkeren/smider bomben, så har man været en medvirkende årsag til andre menneskers død. Og det kan give svære etiske overvejelser for den enkelte.

En flyverpræst har tavshedspligt. Så derfor er det for nogle soldater lettere at gå til flyverpræsten end psykologen.

Sætter sit eget præg

Som præst findes der ingen standardudgave. Hver eneste præst er unik og har sin egen måde at være præst på. Også når man er præst i Forsvaret.

For Carl-Gustav er det vigtigt med jævne mellemrum at være fysisk tilstede på arbejdspladsen både for de værnepligtige og de fastansatte. Også i regnvejr til skydeøvelser med de værnepligtige.

- Soldaterne lærer mig at kende om ikke andet så af udseende. Og på den måde har de mulighed for at få mig på tomandshånd, hvis der er noget, de gerne vil snakke om, siger Carl-Gustav.

Som nyansat eller ny værnepligtig deltager man i en introduktion til arbejdspladsen. Carl-Gustav har været medvirkende til, at det nu foregår på soldaterhjemmet i Kølvrå. Det gør det hele mindre formelt og soldaterne føler, at det er lettere at komme hen at snakke og lære flyverpræsten bedre at kende.

- Jeg plejer at sige, at stregerne på mit skulderkors kan vendes til et lighedstegn. Som et tegn på at flyverpræsten er ligeværdig med alle i Forsvaret. Jeg er ikke over nogen eller under nogen. Jeg er ligeværdig med både soldaten og generalen, understreger Carl-Gustav.