Tillykke - tre titler på 5 uger!

Martin Olesen, tandlæge i Frederiks, har i marts og april vundet fire guldmedaljer og to sølv

18. april 2019, 08:23
1 af 2 Martin Olesen vandt guld til All-England i herresingle +55 over Nils Carlson, Sverige. Foto: Privatfoto
2 af 2 Fire guld og to sølvmedaljer har Martin Olesen kæmpet sig til på fem uger. Foto: Privatfoto

Badminton Med en kunstig hofte, der er mindre endt 2 år gammel, kræver det en nøje tilrettelagt træningsplan, som omfatter styrke- og spilletræning, kost og restitution i rette mængder, så allerede for et halvt år siden startede forberedelserne til forårets turneringer, fortæller Matin Olesen.

Turneringerne har ligget tæt. Først var der Hvidovres internationale turnering først i marts. Midt i marts handlede det om Danske Mesterskaber og kulminationen på det hele var det 103. All England mesterskab, som lå først i april.

Ved Hvidovres stævne blev det til en finalesejr over Henrik Madsen fra Frederiksberg IF med cifrene 21-19 21-17 efter en lige kamp. Til DM 14 dage efter stod samme evige rival igen på modsatte side af nettet i finalen, og her blev det endnu mere tæt, da kampen blev vundet 21-15 19-21 22-20 efter en marathondyst.

Første weekend i april gik turen så til London, hvor et hårdt program ventede. Martin Olesen var seedet to, og var derfor oversidder i første runde. I anden runde ventede Ernst Liska fra Østrig, som blev slået 21-9 21-13. Tredje runde blev vundet over Harjit Singh fra Indien med en overraskende stor sejr 21-9 21-10. I semifinalen blev Philip Price fra England besejret med 21-10 21-13. I finalen viste resultatet af hård træning og god planlægning sig, da en træt modstander, Nils Carlson fra Sverige, måtte se sig besejret med 21-7 21-11.

Martin Olesen stillede også op i herredouble i alle tre turneringer med sin sædvanlige makker fra Sorø, Morten Christensen. Her blev det til guld i Hvidovre og sølv både ved DM og All England.

Næste store udfordring venter om cirka fire måneder, når VM for veteraner finder sted i Katowice i Polen til august. Det bliver en stor og endnu vanskeligere udfordring, da der er flere spillere fra Fjernøsten, som har dette som sæsonens store mål, fortæller Martin Olesen, der lige nu glæder sig over, at det lykkedes at vinde alle tre stævneturneringer i herresingle +55-rækken.