Bag om Berendsen

I Karup ligger en af områdets største virksomheder målt på antal medarbejdere

16. april 2019, 15:12
1 af 2 Distributionschef Brian Madsen og Servicechef Lis Lindgaard Nielsen i hallen med nyvaskede måtter. Foto: Pia B. Jakobsen
2 af 2

Visit Lokalerne er lyse, der er højt til loftet og trods de støjende maskiner i produktionen, så er almindelig samtale ikke noget problem. Hos Berendsen i Karup vaskes der gulvmåtter for virksomheder og institutioner i Jylland og på Fyn. Snavset fra gulvmåtterne betragtes som miljøfarligt affald. Derfor får de en ordentlig rystetur, hvor det hele foregår automatisk for at udelukke støvgener. Sandet suges ud i en lukket container udenfor, hvor et hundrede tons sand årligt køres på Kommunekemi.

Efter rysteturen kommer de nu noget lettere gulvmåtter i vaskemaskine. Der er to gigantiske ottekammers vaskemaskiner, som afslutter processen med centrifugering. Herefter er måtterne klar til tørretumbler og efterfølgende kvalitetscheck og sortering via to kæmpe karruseller. Hvis en måtte ikke kan bestå kvalitetskontrollen, må den en tur på værkstedet. Her kan der være behov for pletrensning af for eksempel tyggegummi eller reparation af gulvmåtten. Nogle af gulvmåtterne må selvfølgelig kasseres på grund af slitage, men der går i gennemsnit mindst fire år, inden en gulvmåtte tages ud af drift.

Måtterne lejes

Konceptet for Berendsen gulvmåtter er, at virksomheden lejer måtterne, og Berendsen henter, vasker og leverer rene måtter retur. Der er dog undtagelser - ergonomiske måtter og entry måtter, må nødvendigvis købes, da de ikke kan vaskes i maskinerne. Udover gulvmåtter kan der også lejes mopper med tilbehør.

Standard- og logo måtter

Efter sortering kommer gulvmåtterne på lager, hvor de ligger sorteret efter type og størrelse. De to primære typer er nylonmåtter og bomuldsmåtter. Nylonmåtter inddeles igen efter logomåtter og standard. Logomåtter er trykte måtter, hvor virksomheden kan få trykt sit eget logo eller design på. Eller logomåtter kan være del af et tema / kampagne, som for eksempel om antimobning til skoler eller om arbejdsglæde til de voksne. Her leverer Berendsen hele konceptet med plakater, måtter med mere.

Logistik og kundeservice

Alene i januar i år er der kørt 173.000 gulvmåtter ud til kunderne i Jylland og på Fyn. Så logistik fylder meget hos Berendsen i Karup. Med 44 biler ude at hente og aflevere måtter hver dag, har distributionschef Brian Madsen en del at holde styr på. Han har ansvaret for, at hver chauffør har dagens rute klar på sin PDA, og at lastbilen er pakket med de helt rigtige gulvmåtter til de helt rigtige kunder. Og så skal ruten lægges så miljøøkonomisk som overhovedet muligt, så der ikke køres unødige kilometre.

Kundeservice i Karup servicerer alle Berendsen kunder i Jylland og på Fyn indenfor hele Berendsen konceptet, oplyser servischef Lis Lindgaard Nielsen. Det gælder indenfor gulvmåtter, gulvmopper og tilhørende rengøringsudstyr som mikrofiber klude samt linned fra Kjellerup. Kundeservice varetager også kontakten til sælgerne af henholdsvis gulvmåtter og gulvmopper.

Berendsen i Karup er særdeles lokal forankret med hensyn til sine medarbejdere. Langt hovedparten bor i en omkreds af 25 kilometer fra Karup. Mange skal ikke køre længere end fra Frederiks eller Karup.

CSR certificeret

Berendsen er CSR certificeret som en af de ti første virksomheder i Danmark. CSR står for Corporate Social Responsibility. Virksomheder, der opnår denne certificering, forpligter sig til at gøre reelle sociale og miljømæssigt ansvarlige.

Berendsen i Karup bidrager blandt andet hertil gennem Svanemærket vaskeriproduktion, medarbejdernes sikkerhed og trivsel gennem Kronesmiley certificering. I arbejdshallerne hænger der plakater med ergonomiske arbejdsstillinger, der indkøbes BCI- og Fairtrade mærkede tekstiler, og kunderne tilbydes måtter af regenereret nylon, Berendsen deltager i et forskningsprojekt om at opsamle mikroplast, og chaufførerne kommer på kursus i økonomisk kørsel.

Desuden arbejder Berendsen Danmark på at genbruge tekstiler fra for eksempel arbejdstøj. Det sys om til tasker til nye medarbejdere og til genbrugs julehjerter. Arbejdet udføres i samarbejde med den socialøkonomiske virksomhed I Tråd Med Verden.

Vil du med indenfor hos Berendsen i Karup, så klik ind på ugeavisens hjemmeside eller på avisens facebookside.