Vinterferien hoppes i gang i Jethallen

Lørdag den 9. februar fyldes Jethallen med hoppeborge i alle afskygninger

06. februar 2019, 15:10
Jethallen kickstarter vinterferien, når hallen på lørdag omdannes til et stort Legeland. Foto: Pressefoto

Karup Den nystiftede forening - Karup-Kølvrå Kultur- og Foredragsforening starter hårdt ud. Lørdag den 9. februar vil Jethallen i dagtimerne være forvandlet til et stort Legeland.

Henad aftenstide vil duften af stegt flæsk brede sig, og Nicolaj Lange vil overtage styringen med sit show »Stegt flæsk og verbale tæsk«.

Heldigvis kommer de to begivenheder til at udfolde sig i hver sit rum.

For mens halgulvet bliver fyldt til bristepunktet med hoppeborge i alle afskygninger, kommer standup showet med Nicolaj Lange til at foregå i Multisalen, så her kan dækkes op og gøres klar i god ro og orden.

Legeland for alle aldre

De aktive børn og deres forældre kan få en super sjov dag. Jethallen bliver sprængfyldt med aktivitetsredskaber. Der vil være hele 12 forskellige

sjove hoppeborge, blandt andet fodbold dart, disco, bungee træk, klatreborg, rutsjebaner samt kæmpe hittet Swipper. Sidstnævnte fungerer ved, at seks personer står på en rund pude, mens en svingarm snurrer rundt i forskellige hastigheder og skifter retning. Det gælder om ikke at blive ramt - enten ved at hoppe eller dukke sig.

Alle aldre må bruge redskaber. Bare man tager hensyn til og passer på alle.

I Jetcafeen er der mulighed for servering og et lille pust til forældrene, mens ungerne gir´ den gas, eller måske det bliver omvendt?

Sponsorer betaler gildet

Arrangementet afholdes i samarbejde med Aktiv Karup. De to foreninger deles om aktiviteterne og arbejdsopgaverne. I forhold til økonomi fortæller Lars-Ole Kopp fra Karup-Kølvrå Kultur- og Foredragsforening, at de har været så heldige at få hoppepude arrangementet sponsoreret.

Målet for Karup-Kølvrå Kultur- og Foredragsforening er at afholde tre til fire arrangementer på årsbasis. Næste store arrangement bliver i maj, men mere kan Lars-Ole ikke sige på nuværende tidspunkt.