Besøg på Elmegården

Af Birgitte Dyrberg

10. august 2013, 19:17
Lars Kristensen er godt tilfreds med majsplanterne.
Inden mit møde på Elmegården havde jeg i forventningen om at blive beskidt og komme til at lugte lidt for meget af land, taget et par gamle støvler på og medbragt en parfume i bilen. Det skulle komme mig til skamme. Den 5000 kvadratmeter store stald med omkring 300 køer og 200 kvier var ren og pæn, og der lugtede slet ikke. Det osede derimod af moderne teknologi, professionalisme og tilfredse dyr. Lars ejer tre gårde i alt og bor selv på Elmegården med sin familie. De to øvrige gårde ligger lige i nærheden og bebos af ansatte hos Lars. Lars råder i alt over 370 hektar jord, hvoraf han ejer cirka halvdelen selv. Der er tre fuldtidsansatte på gården, to elever fra Havredal Praktiske Landbrugsskole og to skoleelever, der hjælper til på gården. Robotterne klarer det grove Robotterne klarer alt det grove arbejde i kostalden, lige fra strøelse i boksene, til fodring og malkning. - Vi byggede stalden med alt moderne teknologi i 2007, og det har betydet, at der ikke skal ansættes så mange folk. I 2007 var der mangel på arbejdskraft, så jeg fandt det nødvendig med teknologien. Køerne står ikke bundet og får ikke alt serveret i et trug. Køerne skal selv finde deres føde og selv gå hen til den automatiske malkemaskine, når de har lyst. Køerne er forsynet med computerchips, som løbende sender informationer til en computer om deres aktivitetsniveau. Computerchippen sørger også for at registrere, hvor mange gange koen går til malkemaskinen, og hvor meget mælk den producerer, fortæller Lars. I gennemsnit går Lars´s køer til malkemaskinen 2,7 gange i døgnet og leverer 35 liter mælk pr. døgn. En af de ansatte holder, via en computer, øje med om køerne går til malkemaskinen, ellers kan de være syge. - Det hele er et sammenspil mellem dyr, teknologi og os, der arbejder på gården. I og med, at vi ikke skal bruge tid på fodring osv., har vi meget mere tid til at pleje køerne. Kønssorteret sæd Al inseminering foregår kunstigt, da det er uhensigtsmæssigt at have en tyr gående i stalden, både med hensyn til sikkerhed og avlsarbejdet. Kønssorteret sæd anvendes til de 10% bedste køer, samt til alle kvier første gang de insemineres. Hver ko får en kalv om året. Får koen en tyrekalv, bliver den efter 14 dage sendt til en kalveopdrætter i Daubjerg. Majs, græs og korn. På Lars´s marker er der majs, græs og korn. Lars har omkring ni millioner majsplanter. Majsene stammer oprindeligt fra Sydamerika, hvor de har subtropisk klima. Topproduktionen er ved 20 grader og gror cirka 10 centimeter om dagen. - Mine majsplanter er omkring tre meter høje, og det tyder på en rigtig god majshøst i år. Var tørken fortsat, risikerede jeg, at bladene på majsplanterne blev krøllede og væksten stoppet, men sådan gik det heldigvis ikke, fortæller Lars. Elmegården høster majsene i slutningen af september eller først i oktober, og alle majsene er til fodring af køerne. Så skulle man tror, at det tager ugevis at høste alt den majs, men med Elmegårdens udstyr tager det kun tre dage. Noget af kornet på Elmegården bruger de til fodring, og resten er maltbyg, der via en foderstof, sælges til øl-bryggerierne. Elever fra Havredal Praktiske Landbrugsskole Lars har gennem tiderne haft omkring 20 elever fra Havredal Praktiske Landbrugsskole. - Jeg har haft mange positive oplevelser med eleverne fra Landbrugsskolen. De har hele livet igennem fået at vide, at de ikke dur til noget, og så kommer de på Landbrugsskolen og hos blandt andet mig og finder ud af, at de faktisk er gode til noget. Det giver dem et højere selvværd, og man kan se, at de blomstrer op. Det er en fornøjelse at følge pigerne og drengene, fortæller Lars. Nick fra Havredal Lars og jeg kører til den mark, hvor 19-årig Nick er i gang med at havre. Han kører på en kæmpe traktor med 270 hestekræfter og med det nyeste teknologi, blandt andet en Gps, der hjælper med, at der havres lige. - Jeg startede på Elmegården i mandags, og det har været fint indtil videre. Jeg skal arbejde på Elmegården i marken og i stalden i fire måneder, som et led i min landbrugsassistentuddannelse på Havredal Praktiske Landbrugsskole, fortæller Nick Hansen beskedent. Lars har også tid til andet end gården. Han er aktiv i det politiske liv for Venstre og i Landboforeningen. En dejlig time hos Lars og Elmegården er forbi.