En hilsen fra Tanzania

23. april 2013, 13:22
Billede fra Tanzania.

Den 26-årige tidligere Karup-pige, Stine Højgaard, tilbringer lige nu 3½ måned i det nordlige Tanzania, som et led i hendes antropologistudier, der normalt foregår i Århus. Stine fortæller i sin beretning om sine oplevelser, kulturelle finurligheder og spøjse indfald.

Tilfældighedernes vej.

Det overraskede mig, at jeg er endt med at specialisere mig i Tanzania og i det kristne arbejde. Af tilfældighedernes vej kom det alligevel i stand. Jeg fik nogle amerikanske venner, der var rejst til Mali for en 3 års periode for at arbejde på en missionærstation. Der fik jeg ideen til at tage ned og undersøge, hvorfor folk fortager en så relativt drastisk beslutning. Så udbrød der desværre krig i Mali og gennem "Jeg kender nogen, der kender nogen," fik jeg kontakt til den danske antropolog i Tanzania, og nu er jeg så her.

De fattiges bryllup

Få dage efter jeg ankom til landsbyen, var der massebryllup i den lokale lutherske kirke. Dette var første gang i stiftet, at en præst tog initiativ til et sådan arrangement. Det var arrangeret til de fattige mennesker, som ikke var gift eller kun var borgerligt viet, så de fik en chance for en kirkelig velsignelse til små penge. Jeg glædede mig over tilfældigheders heldighed. Jeg tog mit pæneste tøj på og begav mig mod kirken, 15-10 min før annonceret start. Kirketjenerne var stadig ved at vaske bænkene af og stille stole op til brudeparrene. Præsten tullede rundt i gråternet jakkesæt og præsteskjorte. Jeg opdagede for første gang, at man ikke kunne forvente, at tingene startede "til tiden." Langsomt blev kirken fyldt op, og flere og flere brude kom anstigende i hvide kjoler. Det var tydeligt, at det ikke var de rigeste mennesker, som skulle giftes. Ikke alle brudekjolerne var lige pænt syet og kun få gomme bar jakkesæt. Kirken lignede en lade med små vinduer og synlige spær i loftet, hvorfra der hang store og summende ventilatorer, som dryssede støv fra sig. Betongulvet var hullet, og korets bænke var uden ryglæn. Hele bagvæggen ved alteret var udsmykket med stofbannere i rød, grøn og hvid og et enkelt stort trækors.

13 som lykkebringende tal.

Hele ceremonien varede tre en halv time og forgik på to sprog. Vi fandt en 8-årig pige, der oversatte for os. Der var fem kor. Det ene var på 50 mand, som kom fra Rwanda. Korene gav en ekstra god stemning. Et par børn blev døbt under ceremonien, og en brudgom var nødt til at blive døbt, inden han kunne blive gift. Selve vielsesritualet foregik med "vil x have Y," som vi kender. Derefter var udveksling af ringe sammen med en messende bekendelse, og sluttelig skrev alle tretten brudepar under på vielsespapirerne. Det var ikke tilfældigt med tretten brudepar, da tretten er et lykkebringende tal på de egne.

Kirken er et mødested

Kirken er et sted, hvor folk mødes. Der er ca. 800 medlemmer af den lutherske kirke i byen. Heraf deltager 500-600 i en af søndagens to gudstjenester. Det høje deltagerantal skyldes blandt andet den utrolig karismatiske præst. Da han tiltrådte for 1½år siden, gik kun 200-300 mennesker regelmæssigt i kirke. Kirken fungerer også som mødested; Menigheden møder i deres pæneste tøj. Da der ikke findes en statsreligion, og dermed kirkeskat i Tanzania, donerer menigheden hver søndag til kirken. Ikke alle har kontanter og medbringer derfor varer fra marken, for eksempel sukkerrør, mangoer og bananer. Varerne bliver bortaktioneret efter den sidste gudstjeneste, og pengene går til kirken.

Udover mødested er kirken også et center for uddannelse og politik. De har en central rolle i den opblussende konflikt mellem kristne og muslimer, men dette må vente til en senere artikel - jeg skal lige have undersøgt det hele lidt nærmere først.