Ny ung træner til AIF i 2022

Den lokale Mikkel Clemmensen er ny træner

11. januar 2022, 14:11
Ny træner hos AIF, Mikkel Clemmensen (t.v), her sammen med forboldformand fra AIF, Anders Bertel (t.h). Privatfoto

FODBOLD Forud for den kommende herresenior sæson har Alhedens IF tilknyttet Mikkel Clemmensen som træner.

Mikkel Clemmensen har i både børne- og ungdomsårene været AIF spiller, ligesom han har været det, som senior gennem de sidste otte sæsoner.

Mikkel Clemmensen er 24 år, bosat med sin kæreste i Frederiks, og er tømrer ved det lokale byggefirma, Klint Byg.

I 2022 spiller Alhedens IF i serie 4 efter nedrykning i efteråret.

Samtidig med at træne AIF, starter Mikkel Clemmesen også op på DBU´s træneruddannelse.

Sæsonen skydes i gang den sidste lørdag i januar på kunstgræsbanen ved Alhedens Idræts- og Kulturcenter.

Træner Mikkel Clemmensen udtaler:

- Jeg er super taknemmelig for at have fået muligheden for at blive træner i min klub. Jeg har gået med tanken længe, og glæder mig rigtig meget at komme i gang med sæsonen. Vi har et stærkt socialt sammenhold i seniortruppen. Det ønsker jeg at bygge videre på, samtidig med at tage godt i mod nye unge spillere.

Fodboldformand Anders Bertel siger:

- Vi har gennem det sidste år overvejet at finde en spiller fra egne rækker til at varetage trænergerningen for herresenior.

Derfor glæder det os meget, at Mikkel ønsker at starte sit trænervirke i AIF. Mikkel kender truppen indefra. Han vil med sin egen erfaring være med til at udvikle klubben, og integrere de unge spillere i seniorafdelingen”.