Mindeord over Helge Beck

Ugeavisen har modtaget følgende mindeord fra børnene til Helge Beck

03. januar 2022, 10:52

MINDEORD Vores far blev født på Lolland, men kom til Jylland som ganske ung.

Efter bryllup med vores mor i 1952, flyttede de ind på Stadionvej 20. Tre børn kom til, voksede op og flyttede hjemmefra.

Familien betød meget for vores forældre. Traditionen med fælles vinterferie på Mors stod på i mange år frem til 2002. Ligeledes var der altid julefrokost 2. juledag på Stadionvej, og i mange år samledes vi til stegte ål på fars fødselsdag.

I 2002 mistede far, alt for tidligt, sin livsledsager efter 50 års ægteskab, men han blev ved med at være samlingspunktet i familien.

Far arbejdede i mange år hos vognmand Axel Sørensen i Karup, senere fik han ansættelse på Kølvrå Beton. De sidste år af sit arbejdsliv var han ansat hos Karup Kommune, og han var kendt viden om i kommunen, ikke mindst for sit gode humør og sine rappe replikker.

Pensionisttilværelsen kom familien til gode. Han var altid klar til at hjælpe børn og svigerbørn, og så var han børnebørnenes elskede Bedster, der altid var klar til en »øl- og istur«.

Oldebørn kom til, og der var lys i øjnene på Oldebedster, når de var sammen, og de elskede ham.

Han undlod ikke i de senere år, at fortælle os hvor stolt han var af sin famile. Far boede på plejehjem de sidste måneder, hvor han blomstrede op og var tryg og glad.

Far sov stille ind på Frederiks Friplejehjem, hvor han efter kort bekendtskab også allerede nåede at sætte et aftryk.

Højt elsket - dybt savnet.