Læserbrev - Godt nytår!

31. december 2021, 16:24
Anders Bertel skriver læserbrev i anledning af det nye år.

LÆSERBREV 2021 er slut, og vi må desværre erkende, at corona epidemien stadig har fat i Danmark - til trods for en høj vaccinations tilslutning. Mit største ønske for 2022 er sikkert, som mange af jer - nemlig at vi får bugt med pandemien, og at vi kommer tilbage til en hverdag, der ikke er styret af corona.

Året har for mit vedkommende naturligvis været præget af kommunalvalget. Jeg vil også her gerne sende en stor tak for den store opbakning, som jeg igen fik lokalt. I de kommende 4 år skal jeg fortsætte som formand for beskæftigelsesudvalget i Viborg Byråd. En opgave jeg vil gå til med omhu og ydmyghed - og hvor det brede samarbejde vil være i fokus. Det er nu en gang den måde, vi får de stærkeste løsninger – som også rækker ud i fremtiden.

Frederiks og Karup er stadig de to afstemningssteder i Viborg Kommune med højst socialdemokratisk vælgertilslutning. 36,9 procent i Frederiks, og 34,7 procent i Karup - mod 23,3 procent i hele kommunen. Den opbakning forpligter.

2021 blev året, hvor den sidste del af Alhedestien blev asfalteret fra Frederiks til Hald Ege, noget der har stået højt på ønskelisten for rigtig mange borgere. Det blev også året, hvor områdefornyelsen i Frederiks blev taget i brug - her har mange frivillige lagt et stort arbejde. Helhedsplanen for Karup/Kølvrå er fortsat i proces, og her vil flere af initiativerne og projekterne for de afsatte 4 mio. kr. blive synlige i de kommende to år.

Jeg vil ønske alle et rigtig godt nytår.