Stor bøde for fart og sprit

35-årig mand fra Frederiks taget for spritkørsel og høj fart

28. december 2021, 07:50
35-årig dømt for sprit og høj fart.

112 En 35-årig mand fra Frederiks har i retten i Viborg fået en dom på 20 dages betinget fængsel, ulønnet samfundstjeneste i 40 timer samt en bøde på 14.500 kroner for flere færdselsovertrædelser tilbage i sensommeren 2020.

Den 23. september klokken 19.10 blev han i bil standset af politiet, da han kørte på Vestre Skivevej i Sjørup.

Han blæste alkoholmeteret op til over det tilladte, nemlig 1,16, hvorefter han blev anholdt for spirituskørsel.

Det var dog ikke det eneste, han gjorde forkert.

Den 35-årige blev målt til at have kørt 116 kilometer i timen på stedet, hvor man højest på køre 80 kilometer i timen, hvilket var en overtrædelse med mere end 30 procent.

Den 35-årige havde i forvejen ikke kørekort. Det havde han fået frakendt.

Det var anden gang han kørte i frakendelsestiden. I 2019 fik han også en dom.

Den 35-årige har oven i det andet nu fået frataget kørekortet i tre år fra den 15. september 2022.