Karup Bio udskifter 103 biografstole

Karup Bio, der drives af frivillige, bestilte nye stole til en kvart million, inden biografen blev ramt af corona-nedlukning

29. december 2021, 13:16
1 af 2 Karup Bio med formand Frank Johansen i spidsen har midt i en coronatiden bestilt nye stole til hele salen.
2 af 2

BIO De nuværende 103 stole i Karup Bio er godt slidte efter 17-18 års brug.

De trænger, og nu har biografen, der drives af 25 frivillige, gjort noget ved det. Der er bestilt nye stole til foråret. Bestillingerne blev foretaget, inden det blev besluttet, at corona-nedlukke blandt andet landets biografer.

Udsat bestillingen

- Vi havde udsat bestillingen, da vi helst ikke vil gøre det i usikre tider. Men nu er det gjort, fortæller biografens formand, Frank Johansen.

Herudover skal bagerste-række-sofaen renoveres.

Stolene koster en kvart million kroner plus moms og kan udskiftes i løbet af nogle få dage.

Frank Johansen har dog en tro på, at tilstandene i samfundet vender tilbage til det »normale«, og at der bliver brug for de nye stole.

Og formanden understreger, at biografen nok skal komme helskindet ud på den anden side, selv om biografen nu er i gang med den tredje nedlukning på to år.

Fik dækket faste omkostninger

- Under de to tidligere nedlukninger fik vi dækket vores faste omkostninger via en hjælpepakke, og det regner vi også med, vi kan denne gang.

- Lønninger har vi ingen af, så det vi mister er indtjeningen. Vi får ikke tilskud til omsætningsnedgang, forklarer han.

Det var ellers de store film som Spiderman, Hvidstensgruppen og Krummerne, der var på plakaten frem mod jul, men formanden regner med, at de bliver vist på et senere tidspunkt. Frank Johansen fortæller, at biografen har kunnet mærke omikron-varianten ved, at der har været færre gæster i biografen.

Folk har været lidt nervøse, og det er til trods for, at det er mindst lige så sikkert at gå i biografen som i butikker og indkøbscentre, mener han.

- Vi har gjort det, vi skulle. Vi har begrænset antallet af billetter og lavet god plads mellem bestillingerne. Vi har sørget for, at der ikke er kommet for mange ind i foyeren ad gangen, siger han. Det kom som en overraskelse for ham, at biograferene blev omfattet af total nedlukning denne gang.

- Det kom bag på mig, at biograferne skulle lukke, mens værtshusene kunne holde åbent. Når det er sagt, så går vi ikke mod regeringen, og jeg synes da også vi skal passe på med denne omikron-variant. Der er jo folk, der slet ikke mærker, de har den, og vi skal også tænke på vores frivillige personale, siger han. Biografen åbner igen, når det er muligt.