48-årig mand kørte med høj fart og sprit

Mand fra Karup-området kørte med 145 kilometer i timen over Storebæltsbroen

06. december 2021, 15:55
48-årig taget for høj fart og spirituskørsel.

112 En 48-årig mand fra Karup-området har anket sin dom, efter han for nylig i retten i Viborg blev idømt en bøde på 11.500 kroner samt en frakendelse af kørekortet i et år for en række færdselsovertrædelser.

Manden blev blandt andet snuppet i en bil tilhørende et større Viborg-firma med 145 kilometer i timen over Storebæltsbroen en tidlig maj-morgen i 2019. Man måtte køre maksimalt 110 kilometer i timen på strækningen ved Korsør. Det var en fotovogn, der målte ham til farten, der var en overskridelse på over 30 procent.

Den 25. marts sidste år var han i Hanstholm, hvor han kørte rundt i en varebil. Mobiltelefonen ringede, og han tog den, forklarede han i retten. Samtidig dukkede en politibil op,

Den 5. maj 2021 ved 17.20-tiden kørte han igen i en varebil på Herningvej-Stanghedevej i Viborg Kommune. Han blev stoppet med en promille på 0,78. Desuden var han tiltalt for at have kørt 96 kilometer i timen på en strækning på Herningvej, hvor man må køre 70 kilometer i timen.

Den 48-årige forklarede, at han havde drukket for mange øl den dag - cirka fem på halvanden time. Han var desuden tiltalt for ikke at have erhvervet kørekort.

Bilisten, der er tidligere straffet, mente ikke han havde kørt for stærkt, og han forklarede, at det ikke kunne lade sig gøre for ham at tage den orienterende køreprøve på grund af corona-situationen, der lukkede landet ned.

Han blev dog alligevel dømt skyldig i det punkt.