Rejsegilde på ny tilbygning

Karup Kultur- og Forsamlingshus er ved at få lavet nyt indgangsparti. Det blev fejret

03. december 2021, 06:01
1 af 2 En ny tilbygning er rejst.
2 af 2 De fremmødte blev udover tale og godt samvær tilbudt øl, vand og pølser.

REJSEGILDE Onsdag d. 1. december nåede Karup Kultur- og Forsamlingshus en milepæl, da spærene til det nye indgangsparti er rejst, og der kunne fejres rejsegilde på bygningen.

En fase med en gennemgribende renovering af køkken og entre nærmer sig afslutningen, og i sin tale ved rejsegildet takkede formanden Lars Rindsig håndværkerne, Karup Murerforretning, Tømrerfirmaet Kjeld Thomsen, Stoholm, Frederiks VSS, Alheden El samt malermester N. O. Monberg, Karup for stor professionalisme og fleksibilitet i forbindelse med renoveringen af det gamle hus. Forsamlingshuset var vært ved arrangement med øl, vand og pølser. Trods dårligt vejr havde en del fra byen fundet vej og var med til at fejre dagen. Bestyrelsen for Karup Kultur- og Forsamlingshus takker for den store opbakning, man har fået i byen gennem hele forløbet til denne renovering, der først forventes afsluttet i løbet af det kommende år med en ny toilet sektion samt et flot område på grunden ved siden af huset.