Forsvaret sender grønne fly på vingerne

Flyvevåbnet har haft to nye el-fly på vingerne, og erfaringerne viser perspektiver i teknologien, lyder det

22. november 2021, 09:32
Forsvaret har modtaget og afprøvet to elektriske Velis Electro-fly fra producenten Pipistrel. De første erfaringer med teknologien er gode, lyder det. (Arkivfoto). Valery Hache/Ritzau Scanpix

FORSVAR Det danske forsvar har sendt sine første to el-fly på vingerne, og erfaringerne er indtil videre positive.

Det oplyser Forsvaret i en pressemeddelelse.

Forsvaret omtaler sig selv som det første forsvar i verden til at anskaffe elektriske fly. Det sker som led i en grøn handleplan.

Efter at have modtaget de to el-fly fra producenten Pipistrel har Flyvevåbnet gennemført en række testflyvninger, og det tegner godt.

- Flyene er 100 procent emissionsfri, meget støjsvage og i øvrigt billige i drift.

- Vi kan se, at der kan være perspektiver i at anvende elektriske fly, når teknologien bliver moden, udtaler oberstløjtnant Casper Børge Nielsen i meddelelsen.

Han har været ansvarlig for anskaffelsen for Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse.

Ifølge en testpilot er flyene velbyggede. Afprøvningen vil »give os et solidt indblik i både flyets og teknologiens muligheder, nuværende begrænsninger og udfordringer«, lyder det i meddelelsen.

Forsvaret har leaset de to enmotors fly. De kan hver have to personer om bord og skal bruges til træning af piloter.

Det tager omkring 45 minutter at lade dem helt op. Derefter kan de flyve i 30-50 minutter, oplyser Forsvaret.

Flyene skal være en del af Flyvevåbnet de næste to år, og de skal gennemgå en række afprøvninger.

At lease dem er ifølge Casper Børge Nielsen en god løsning, fordi teknologien endnu er på et indledende stadie.

- Vi får mulighed for at gå i dybden og undersøge potentialet i kapaciteten uden risiko for at ende med materiel, vi reelt ikke kan bruge, lyder det.

Da indkøbet af flyene blev præsenteret tidligere på året, forklarede Casper Børge Nielsen, at udbredelsen af el-fly er længere bagud end el-biler, da batterier til el-fly typisk er for tunge.

- Vægten betyder meget for de elektriske fly i forhold til elektriske biler, der vinder mere og mere indpas, lød det.

Det oplyses ikke, hvad flyene koster.

/ritzau/