Lokalhistorie i kalenderform er klar

Så er den lokalhistoriske kalender klar til salg 19. november

17. november 2021, 13:10
1 af 2 Kølvrå 1946. Så øde så området ud året efter befrielsen, hvor ingen vel havde forestillet sig, at der her på markerne ville ligge en helt ny stationsby 10 år senere med moderne forretninger og en stor skole. Midt i billedet ses Kølvrågård, der gav navn til byen, og hvis store lade og staldbygninger ser hvide ud i modsætning til stuehuset med det mørke tag. Herningvej går som en lige streg tværs igennem billedet og deler det i to ca. lige store dele. Den nederste er flyvepladsen, der blev opført af tyskerne under besættelsen, og som i dag er Fsn. Karup. I højre side ses militære bygninger og bl.a. den store teatersal ved hovedvagten. På øverste halvdel går Uhrevej op over bakken tv. for Kølvrågård, og i hjørnet kan man skimte en barak, der under krigen var kørselskontor, men senere blev købmandsbutik i byen. Tekst: Inger Merstrand. Foto: B.O.Sandqvist, Flyvevåbnets Historiske Samling
2 af 2 Den nye lokalhistoriske kalender skrevet af Inger Merstrand kan købes fra den 19. november.

JUL Julen nærmer sig med raske skridt, og igen i år kan man købe den lokalhistoriske kalender i brugserne i Karup og Frederiks og i Købmandsgården i Skelhøje. Som noget nyt kan den også købes i Rema 1000, og prisen er stadig kun 75 kr. Hvis man er medlem af Lokalhistorisk Forening, får man endda kalenderen gratis. Det er 21. gang, Inger Merstrand har fundet billeder og skrevet tekster til kalenderen, som sammen med de øvrige kalendere fortæller historien om den gamle kommune.

Januarbilledet viser engene ved Karup Kirke med den gamle, velholdte skole på Åvej 6, som den 6. januar har 150 års fødselsdag, og som egnsarkivet vil fejre med en stor skoleudstilling. Blandt de andre billeder er et foto af »Åglimt« på Mosevej på den anden side af Karup Å, hvor der engang var dambrug, og fra Kølvrå vises et helt unikt luftfoto fra 1946 af det øde område, hvor »Jetbyen« senere blev opført. Det er også lykkedes at skaffe et billede af »Det gule Palæ« på flyvestationens område. Det blev eksproprieret af tyskerne under besættelsen, men blev senere bolig for lejrkommandanten ved den store Grove Flygtningelejr, og endnu senere blev det udlejet. I dag er det for længst revet ned.

Maj måned viser et billede af frihedskæmpere fra Frederiks, da de efter befrielsen var beordret til Viborg for at deltage i arrestationer og bevogtning af f.eks. tyskerhåndlangere og nazister. Fra selve Frederiks er der et foto fra et kursus i 1987 på Dagcentret og et billede med piger i gymnastiksalen i den nye centralskole, som blev indviet i 1958 med 140 elever. Og så er der en tegning af »Agerhøj«, hvis ejer gav navn til Johs. Jensensvej. Fra Karup ses et foto af Østergade 24, da det hed »Godthaab«, og skomager Bæk ejede det. Det er herfra, Godthåbsvej har fået sit navn. Et billede fra 1978 vil nok få flere til at nikke genkendende til nogle af ansigterne. Det viser en flok miniputter fra KKIK og 9 »byrødder«, som spillede mod hinanden ved indvielsen af Jethallen. Fra Skelhøje er der et foto af den for længst nedlagte manufakturhandel, og det ældste af billederne er et tryk, som en tysk kolonist havde med, da han indvandrede med familien ca. 1760.

Det er Karup Egnsarkiv, dvs. leder og frivillige, der ligesom sidste år har stået for layout og tryk i modsætning til tidligere, da kalenderen blev trykt hos en bogtrykker.