Julen er i gang hos Rema 1000

Købmand Dennis Lind Pedersen glæder sig over julen og den gode stemning i butikken

10. november 2021, 19:01
Købmand Dennis Lind Sørensen sælger allerede mange juleting i butikken. Foto: Morten Hallstrøm

JUL Ingen jul uden fyldte maver.

Sådan er det også i år, og heldigvis for det.

Rema 1000 i Karup med købmand Dennis Lind Pedersen i spidsen har alt, hvad der skal til for at opfylde behovet for en god jul. Julehandlen er godt i gang.

- Der er flere højsæsoner for os i løbet af året, men julen er absolut en af de største. Vi sælger mange clementiner, grødris, ænder i alle afskygninger, kager og flæskestege, naturligvis, siger Dennis Lind Pedersen.

Den 41-årige Dennis Lind Pedersen bor til dagligt i Højslev ved Skive.

Men han har været købmand i Karup i otte år. Og han trives i byen. Han er blevet taget godt i mod.

- Jeg synes, der er et godt sammenhold i byen. Der er masser af frivillige kræfter og et bredt foreningsliv. Der er god opbakning til de foreninger, der er i byen, siger Dennis Lind Pedersen.

Omsætningen i butikken var kraftigt stigende under coronatiden, og opbakningen er der stadig.

- Det kunne være meget værre, som han siger.

Der er mange stamkunder i butikken. Mange lokale, men også mange, der bare kommer forbi.

- Karup ligger godt centralt i landet, og det gør vores butik også - den ligger lige ved den store vej, siger han.

Ud over Rema 1000 er der også en Superbrugsen i byen.

- Vi har gavn af, at vi tilbyder to forskellige koncepter. Med andre ord, så supplerer vi hinanden godt, siger han.

I dag er handelsstandens medlemmer kommet med i en fusion med borgerforeningen. I dag hedder det Karup Borger- og Erhvervsforening. Formanden hedder Frank Larsen.

- Vi havde også tidligere et godt samarbejde, og nu har vi fået et bredere samarbejde, siger han.

Tingene er også blevet nemmere ved at minimere antallet af bestyrelser og administrativt arbejde.