Læserbrev: Nærhed

22. oktober 2021, 14:25
Anders Bertel.

LÆSERBREV Vores velfærdsmodel er blevet opbygget af generationer, og har senest under corona-pandemien igen vist sit værd. Vi har effektivt beskyttet de svageste i samfundet, mens vi samtidigt har holdt hånden under økonomien, og sikret danske arbejdspladser og virksomheder. Det gør, at vi i dag står med en lavere ledighed end før krisen, samtidig med at den danske økonomi er stærk.

Fundamentet for vores samfundsmodel er en social kontrakt, hvor økonomisk vækst går hånd i hånd med social fremgang. Her er erhvervslivet og velfærdssamfundet indbyrdes afhængige. Vi har i kommunen en forpligtigelse til at danne, uddanne og løfte borgene på tværs af sociale skel. Det gør vi gennem stærke og bæredygtige institutioner – uanset om det er børnehaver, skoler eller uddannelsesinstitutioner.

Men der er i fremtiden brug for mere nærhed i vores måde at drive velfærdssamfundet på. Vi er blevet alt for låst af proceskrav, regler og kontrol. Derfor er det også glædeligt, at Viborg Kommune, sammen med den socialdemokratiske regering har indgået en aftale om en nærhedsreform på ældreområdet.

En nærhedsreform på beskæftigelsesområdet er i den grad også tiltrængt. Området er forbundet med et utal af love, regler og proceskrav. Derfor har beskæftigelsesudvalget skrevet en henvendelse til ministeren – og stillet os til rådighed for afprøvning af en nærhedsreform.

Borgerne skal mere med på råd i den borgernære velfærd. Nærheden skal kunne opleves i velfærdssamfundet, når man kan spejle sig i de løsninger, man er en del af.