Indbrudsbølge i Høgild

18. oktober 2021, 09:18

høgild Den lille landsby Høgild ved Karup har i weekenden været udsat for en sand indbrudsbølge. I alt har politiet i Viborg fået fire anmeldelser efter indbrud, og både metode, geografi og de stjålne genstande tyder på, at det er samme gerningsmænd.

Tre af indbruddene er blevet begået på Stadionvej mellem fredag aften og lørdag morgen. Det første sted er tyvene brudt ind i en værkstedsbygning gennem en port, hvor de fra en varebil har stjålet nummerpladser og kølergitter. Inde fra bilen er der fjernet diverse el-værktøj til en samlet værdi på omkring 60.000 kroner. Det andet sted er hængelåsen til en garage klippet over med en vinkelsliber, og her er der stjålet en havetraktor (Husqvarna) til en værdi af 28.000 kroner. Det sidste indbrud på Stadionvej er fra en ladebygning, hvor tyvene er kommet ind gennem kartoffelkælder og har stjålet endnu en Husqvarna havetraktor til en værdi på 25.000 kroner. Det sidste indbrud blev begået på Åhusevej, hvor der igen er brudt en hængelås op ind til en garage og herfra stjålet den tredie Husqvarna havetraktor, der anslås til at være 10.000 kroner værd.