Samarbejde på plads i Karup-Kølvrå

04. oktober 2021, 12:24
Tiden var rigtig i forhold til at indgå samarbejde. Vi lader nu fortiden ligge bag os og glæder os over at vi kan tilbyde fodbold for børn i Karup og Kølvrå, siger Winnie Nielsen, der er formand for KK07.

KØLVRÅ Det startede med et møde mellem formanden for KKIK, Jesper Kjelgaard, og formanden for KK07, Winnie Nielsen, en varm juni aften 2021.

Begge formænd ønskede at få lagt fortiden bag sig og se fremad, derfor var dette møde opsat. Foreningerne havde allerede et samarbejde i form af at begge foreninger er med i Karup-Kølvrå byforum, samt at begge foreninger deltager i Lokaldysten. Derudover havde KK07 lånt mål af KKIK i forbindelse med et fodboldstævne for børn.

- Men vi ønskede at lave et større samarbejde og der kom muligheden for at indgå i et samarbejde omkring børnefodbold, siger Winnie Nielsen.

KKIK ønskede at starte fodbold for børn i Karup, og KK07 havde fodbold for børn. Og da der i området Karup/Kølvrå ikke er børn nok til hold i to foreninger, blev man enige om at indgå et samarbejde.

- I KK07 havde vi fået stor succes med fodbold for børn, vi havde omkring 40 børn til træning, men manglede trænere, hvilket gjorde at vi var nødt til at gøre noget, hvis vi fortsat skulle have fodbold for børn.

- Derfor var det oplagt at indgå et samarbejde med KKIK, da de jo havde trænerne og vi havde børnene, siger Winnie Nielsen

Samarbejdet har nu eksisteret siden sommerferien og hedder KK Ungdom og består på nuværende tidspunkt af fire hold. Der er et hold, der hedder Leg-med-bold, som er for børn i alderen 3-6 år, et pigehold i alderen 6-9 år samt to drengehold i alderen 6-9 år. Derudover tilbydes der indendørs som kommer til at ligge om lørdagen i Jethallen i Karup.