Åbent brev: tak for invitationen

Byrådskandidat for Kristendemokraterne, Knud Gaarn-Larsen skriver åbent brev til direktør hos »Vi er Viborg«, Helle Sørensen

05. oktober 2021, 18:13
Knud Gaarn-Larsen fra Frederiks skriver åbent brev.

Åbentbrev Kære Helle Sørensen

Tak for din mail af 22. september. Beklager, at jeg ikke har fået svaret før.

I første omgang blev jeg beæret over, at du sender en invitation ud til Byrådet i Viborg, og at vi så også er med. Det kan først blive efter valget, men tak fordi du og »Vi er Viborg« tænkte på os.

»Vi er Viborg« inviterer til Speakers Corner på Nytorv. Godt iniativ, som man kender fra London, hvor alle kan stille sig op i et hjørne i Hyde Park, og sige sin mening helt gratis.

Længere ned i invitationen fremgår det, at der er forskel på London og Viborg, for i Viborg koster deltagelsen 3500 kroner!

Det er en helt ny praksis, at »Vi er Viborg«, der får en ret stor støtte fra Viborg Kommune, nu også vil til at kræve betaling for demokratisk virksomhed. Kristendemokraternes virksomhed drives næsten udelukkende af frivillige og af frivilliges bidrag. Vi deltager særdeles gerne i vælgermøder. Da Vibland skød valgkampen i gang ved et vælgermøde i Fly, var det, som ved andre vælgermøder gratis, for de deltagende partier og lister. Det er en vigtig grundsten i vort demokrati, at alles mening kan blive hørt. Vi vil, i solidaritet med andre partier og lister der ikke har råd til at deltage, heller ikke deltage.

Vi kommer gerne til Viborg for at fortælle om vore familiepolitik, og vor stærke miljøpolitik. I det hele taget vore bud på det gode liv, men vi ønsker ikke at være med på en glidebane, hvor det kun er de velbjærgede, der kan komme til orde, og ytringsfrihenden knægtes.