Clifford bliver konservativ

03. oktober 2021, 10:30

POLITIK Efter et par ugers betænkningstid har byrådspolitiker Allan Clifford Christensen fra Karup tilsluttet sig Det Konservative Folkepartis byrådsgruppe.

Det fremgår af byrådsdagsordenen for byrådsmødet i Viborg. Allan Clifford meldte sig midt i september ud af Venstre og meddelte offentligheden det gennem et opslag på sin facebook-profil. Det betyder dog ikke, at han er færdig i lokalpolitik. Han er således opstillet for De Konservatives kandidatliste, der blev offentliggjort mandag. Han er nummer 26 og sidst på listen. 67-årige Allan Clifford har været aktiv i lokalpolitik siden 2002, først i Karup Byråd og siden 2007 i Viborg.