Klar til Kartoffelfest i Frederiks

Sidste år måtte Kartoffelfesten aflyses, men denne gang er de lokale klar til fest

04. oktober 2021, 07:52
1 af 2 De lokale er ved at være klar til at fyre den af til Kartoffelfest. Nogle af dem, der planlægger, er fra venstre, brugsuddeler Lars Krog, bager Lars Trier fra handelsstandsforeningen, Arne Christensen fra borgerforeningen samt Jonas Jordalen fra AIF. Foto: Morten Hallstrøm
2 af 2 Kartoflen får en central plads under Kartoffelfesten.

KARTOFLER Flere foreninger i Frederiks og i nabobyerne Skelhøje, Havredal og Grønhøj er igen gået sammen om at arrangere årets Kartoffelfestival i dagene 8.– 10. oktober. Som navnet lyder, er det med begivenheder, der alle tager udgangspunkt i kartoflen, som jo på egnen er en traditionsrig grøntsag i flere sammenhænge.

Den første kartoffelfestival blev holdt i 2019 med stor succes, men i 2020 måtte man springe over på grund af corona. I år skal festivalen afholdes, og det glæder mange sig til. Det er snart længe siden, der har været den slags fælles arrangementer, så arrangørerne håber, at folk har opsparet en vis længsel, som kan komme til udtryk ved mange deltagere.

Festivalen starter allerede fredag aften, hvor Alhedens Borgerforening er vært ved en fællesspisning i Kulturhuset, og også her får kartoflen selvfølgelig en central plads, idet menuen starter med kartoffelsuppe med hjemmelavet brød og også til den stegte kylling er der kartofler, denne gang flødestuvede. Drikkevarer køber man efter eget ønske, og her kunne kartoflen måske også komme i spil med »en lille en«, hvem ved.

Efter spisningen er der underholdning med mentalist og tankelæser Karsten Sørensen, som præsenterer et show, hvor han forudser svar, handlinger og reaktioner fra publikum. Det skal nok blive underholdende.

Lørdag formiddag er der høstmarked, hvor folk kan oprette deres egne boder med alt hjemmeavlet og hjemmegjort, som de gerne vil faldbyde. Også børnene er der tænkt på, for arrangørerne er sikre på, at mange børn har legetøj liggende, som de er vokset fra, og på høstmarkedet kan de oprette en bod og forsøge at sælge deres legetøj. Måske bliver der lidt lommepenge til nyt.

Høstmarkedet finder sted på pladsen foran Borgerforeningens Pakhuset, og her vil der også blive mulighed for, at gæster kan medbringe deres æbler og få dem presset til æblemost. Det var et tilløbsstykke i 2019, så det håber man, at det bliver igen i år.

Kl. 13 lørdag bliver Årets Kartoffel, den tungeste hjemmeavlede kartoffel, kåret ved statuen »Kartoffelpigen«, som i forbindelse med den igangværende områdefornyelse i Frederiks har fået en ny og mere ophøjet placering. Dommer og fagkyndig er igen i år Henrik Nordestgaard fra Hedegaards Kartofler på Vestermarksvej, og overrækkelsen foretages af 2019 vinderen, Karen Lajer.

I Pakhuset på Jernbanegade er der maleriudstilling af malergruppen »Lyngpigerne«, som også sørger for kaffe til gæsterne.

Og så er der bal

Kartoffelfestivalen slutter lørdag aften med en gigantisk Oktoberfest i begge Alhedehaller med live musik af orkestret Günther Krautseppl, så det bliver en rigtig bierfest i Frederiks med de kendte schlagere og skålesange. Festen arrangeres af AIF Alhedens Idrætsforening, og hovedparten af de 450 billetter er allerede solgt, så skal man til fest, skal man nok snart bestemme sig.