Jessie har fået en bedre far

Jessie MacRaes far, 63-årige Franck, er hårdt ramt af alkoholdemens efter mange års misbrug. Jessie har for længst tilgivet sin far og vil gå gennem ild og vand for ham

06. oktober 2021, 06:55
Musik har en gavnlig effekt hos Jessies far, Franck, der er alkohol-dement efter mange års misbrug. Når musikken spiller, kommer minderne frem, og så kan lige pludselig snakke, fortæller Jessie. Foto: Morten Hallstrøm

DEMENS Efter mange års alkoholmisbrug sagde Jessie MacRaes fars krop pludselig fra. Det var for cirka otte år siden Franck blev fundet hjælpeløs på gulvet hjemme i boligen i Middelfart. Han røg på sygehuset i Fredericia.

- Min far kunne ikke tale. Han kunne ingenting. Jeg måtte made min far på sygehuset. Det var en underlig følelse, fortæller Jessie MacRae fra Kølvrå ved Karup, hvor hun bor alene sammen med sin søn.

Scanninger viste nogle mørke pletter på faderens hjerne. Det var stamcellerne, der var ødelagt, og lægerne konstaterede, at Franck var alkoholdement. I dag er Franck 63 år.

Når Jessie og hendes søskende ser tilbage, så kunne de godt mærke, at han med tiden var begyndt at blive små-dement.

- Der var små signaler. Der kunne være juice i køleskabet, der var flere måneder for gammelt. Jeg vaskede tøjet for ham, da han ikke selv, fik det gjort. Og han kunne blive hidsig, når han var overbevist om, at han havde mistet sin telefon eller briller. Dengang vidste jeg jo ikke, hvad der var galt, siger Jessie.

Tidligere maskinarbejder

Faderen, der er tidligere maskinarbejder, kom i aflastningspleje og var til genoptræning, så han kunne komme til at gå igen. Men det gik ikke så godt.

I dag får han hjemmehjælp flere gange om dagen i sin bolig i Middelfart. Han sidder i kørestol. Man har fundet ud af, at han har nervebetændelse, så han kan ikke gå. Det er lidt lige som at gå på nåle.

- Han har sine gode og dårlige perioder. Nogle gange kan han godt tage sin rollator og køre ud for at lave sin kaffe.

Andre dage kan han ikke noget. Han kan godt finde på at ringe flere gange om dagen for at høre, hvad jeg laver. Nogle gange siger han de samme ting flere gange. Jeg retter ikke på ham, for hvad hjælper det?, fortæller hun.

Nogle gange, når hun kommer på besøg, så kan han ikke genkende hende. Derfor ringer hun altid først, og spørger om han ikke vil komme ud for at åbne døren. For han kan altid genkende hendes stemme.

Faderen, der ikke har drukket alkohol siden han faldt om for otte år siden, kan ofte føre en samtale, men han har fået frataget sit kørekort til bil. Han er blevet umyndiggjort, og Jessie er hans økonomiske værge.

Han har dog en el-scooter, så han kan komme ud. Det sker dog kun på de gode dage.

- Jeg er bange for, at der er nogen, der kan finde på at snyde ham. En telefonsælger eller en tyv på gaden. Han har jo lidt lommepenge, og han er et nemt offer. Han er godheden selv og vil hjælpe alt og alle, siger hun.

Trods sygdom

Jessie mener, at hun trods hans sygdom har fået en bedre far.

- Da han drak var han grænse-overskridende, let antændelig, provokerende og opfarende - han var ikke, som man burde være over for sine børn. Men jeg har sluttet fred med fortiden. Han er en syg mand, der har ændret sig. Man skal ikke træde på en mand, der ligger ned, og han vil os kun det bedste, siger Jessie.

Også hendes søster, bror samt hendes mor, som bor i Karup, har tilgivet Franck. Jessie har fortalt sin far, at hun er demensven.

- Min far er stolt over, det jeg gør. Han siger, at jeg er en god pige, og det betyder meget for mig. Jeg vil gå gennem ild og vand for mine forældre, siger hun.

Jessie og resten af familien troede han ville dø, da han faldt om for otte år siden.

- Min far er stædig, og jeg tror på, han bliver en gammel mand. Det har jeg på fornemmelsen, smiler Jessie.