Jessie vil øge folks viden om demens

Jessie MacRaes far er dement, og nu udbreder hun sin viden om demens som demensven hos Rema 1000 i Karup

06. oktober 2021, 06:59
Jessie MacRae har opsøgt viden om demens hos alzheimerforeningen og udbreder sin viden om demens hos Rema 1000, hvor hun arbejder. Foto: Morten Hallstrøm

DEMENS 32-årige Jessie MacRae Klitten Mønster fra Kølvrå ved Karup har demens tæt inde på livet, da hendes far i Middelfart for otte år siden fik konstateret alkohol-demens.

Jessie er demensven i Rema 1000 i Karup, hvilket hun blev efter hendes far blev diagnosticeret med demens. Hun blev bekymret for sin far, når han var ude på gaden alene eller eksempelvis var ude for at handle. Ville folk hjælpe ham, når han havde brug for det? Nu er hun blevet meget klogere på demens.

Som demensven klæder hun kollegaerne på til at møde kunder og andre med demens.

- Det gælder om at være lidt opmærksom. Hvis en kunde eksempelvis kommer og spørger efter sildekoteletter, så det jo nok ikke det kunden mener. Det er måske sild og koteletter. Det kan også være en kunde, der kommer og køber ti rugbrød flere dage i træk. Der er måske et eller andet galt, forklarer hun.

Nogle demente kan blive aggressive og kede af det, hvis det går galt. Men det er meget lidt, der skal til for at hjælpe.

- Tålmodighed er vigtigt. Hvis man skaber øjenkontakt, samt viser man gerne vil hjælpe og med få ord får forklaret tingene til vedkommende, så kommer man langt, siger hun.

Jessie er ikke kun demensven og indsamler for alzheimerforeningen for at hjælpe de demensramte. De pårørende er også en del af målgruppen.

- Det er hårdt at være pårørende til en dement. Jeg vil gerne være med til at vise, at de pårørende ikke er alene. Og jeg vil gerne fortælle dem, hvordan de kan få hjælp og vejledning til at komme videre, siger hun.