Stor øvelse er i gang

Den største nordeuropæiske specialoperations-øvelse til dato er også blevet bemærket lokalt

30. september 2021, 12:14
Øvelsen kan høres og ses i hele Danmark både til vands til lands og i luften - og nogle gange i byerne. Øvelsen er populær blandt de udenlandske soldater, fordi der bliver trænet i et realistisk miljø. Arkivfoto

KARUP Lavtflyvende fly og helkoptere er i disse dage også blevet bemærket i vores landsdel.

Krigen er ikke brudt ud, men flyene og helikopterne er en del af den største nordeuropæiske specialoperations-øvelse til dato.

Presseofficeren på Flyvestation Karup henviser til Specialoperations-kommandoen, der på Forsvarets hjemmeside oplyser, at det er jægersoldater og frømænd fra ind- og udland, der er i gang med at træne en række forskellige discipliner under øvelsen »Night Hawk 2021«, der foregår i hele landet fra perioden 27. september til den 7. oktober.

Antallet af udenlandske deltagere tæller 2500 soldater fra 13 nationer, og de er placeret på Flyvestation Aalborg og Flådestation Frederikshavn.

Der deltages i øvelsen med alt lige fra konventionelle styrker, specialoperations-styrker, fly, helikoptere, skibe og hurtige gummibåde.

Night Hawk er omgærdet af en del hemmelighedskræmmeri, fordi specialstyrkerne skal kunne træne uforstyrret og uden at afsløre de taktikker, de benytter, når de bliver indsat, skriver Specialoperations-kommandoen.

Der vil i forbindelse med øvelsen foregå landsdækkende aktiviteter med pludselig larm og eksplosioner.

mh