Forsvarsansat anker ikke

46-årig mand fra Silkeborg-egnen, der for nylig blev dømt for krænkelser på Flyvestation Karup, anker ikke dommen

28. september 2021, 11:31
Den 46-årige, der har været ansat på Flyvestation Karup i en del år, anker ikke dommen. Det er uvist, hvordan hans job-mæssige fremtid ser ud efter dommen.

DOM En 46-årig ansat ved Flyvestation Karup blev ved Retten i Viborg for nylig idømt 10 dages betinget fængsel og en bøde på 2500 kroner for krænkelser mod to kvindelige ansatte.

Den 46-årige fra Silkeborg-egnen udbad sig betænkningstid i forhold til en eventuel anke af dommen, og han har nu valgt ikke at anke.

Manden blev i forbindelse med dommen fundet skyldig i at have krænket en kvindelig kollegas blufærdighed ved at have taget fat i hendes brystvorte, klemt den og trukket i den. Det var i oktober forrige år, det skulle være foregået på flyvestationen.

Manden blev ligeledes fundet skyldig i flere krænkende udtalelser til en anden kvindelig kollega.

Hverken forsvarsadvokat Lars Thousig eller den 46-årige dømte, der nægtede sig skyldig og krævede frifindelse under retssagen, har yderligere kommentarer i sagen. Heller ikke om, hvorfor de har valgt ikke at anke.

Det er Forsvarets Auditørkorps, der har ført sagen, og den militære anklager, Christina Barnow, er tilfreds med dommen. Det lå tæt op af hendes krav om 14 dages betinget fængsel.

- Det er sjældent, at det bliver til ubetingede fængselsstraffe i den slags sager, siger hun.

Samtidig er hun glad for, at sagen er overstået. Første retsmøde foregik i januar, men det blev ikke afsluttet, og ved anden møde blev dommeren syg.

Derfor blev sagen udskudt til den 31. august. Den 46-årige fik efter dommen 14 dage til at tage stilling, om han ville anke den eller ej. Christina Barnow er tilfreds med, at sagen endelig har fundet sin afslutning.

- Den har været længe undervejs og har påvirket alle parter - ikke mindst tiltalte selv. Han har ikke vidst, om han var købt eller solgt, siger Christina Barnow.

På Flyvestation Karup henviser man til Forsvarsministeriets Personaletjeneste med henblik på at få at vide om den 46-årige fortsat kan arbejde på Flyvestation Karup. Men heller ikke her er der meget nyt at hente.

Presse- og kommunikationschef Tomas Ilsøe-Mikkelsen fra Forsvarsministeriets Personaletjeneste fortæller, at man er bekendt med den konkrete sag.

- Vi tager sagen meget alvorligt. Men vi har ikke yderligere bemærkninger i den konkrete personsag, siger Tomas Ilsøe-Mikkelsen.