God opbakning til udflugt

Onsdagscaféen var igen på udflugt

23. september 2021, 08:25
Onsdagsklubben havde en god tur.

UDFLUGT Forleden drog Onsdagscaféen på endnu en udflugt med sine stamgæster og caféens frivillige hjælpere. Dette lod sig gøre fordi kassereren havde søgt Trygfonden om midler til et sådant arrangement.

Turen startede fra Karup Kultur- og Forsamlingshus kl. 10.00 hvorfra en bus transporterede deltagerne på en pragtfuld køretur i det skønneste solskinsvejr gennem flot natur via Silkeborg og Skanderborg til bestemmelsesstedet i Horsens fjord, nærmere bestemt til en lille ø ved navn Alrø. Ikke mange af turens deltagere kendte til Alrø, og havde nærmest aldrig hørt om denne, ej heller i skoletidens geografitimer for et halvt århundrede siden. Det blev til en spændende tur over dæmningen til øen, og med første stop ved øens lille smukke kirke, der som Karup kirke er uden tårn, men med en fantastisk udsigt til fjorden, som var særdeles flot denne dag fordi det var næsten vindstille. Efterfølgende gik turen til Møllegaarden, hvor der blev serveret en dejlig to-retters menu, og hvor værten fortalte lidt historie om Møllegaarden.

Møllegaarden havde for mange år siden jævnligt besøg af Morten Korch, som her blev inspireret til filmen, som mange sikkert har set på TV2-Charlie »Det skete på Møllegaarden«. Maden blev indtaget i den gamle svinestald, som selvfølgelig er flot istandsat og bestemt er et besøg værd. Efter maden blev til en ganske kort køretur på øen inden man vendte bussen rundt og satte kursen mod Kongensbro Kro, hvor der var eftermiddagskaffe og kringle. Også her fortalte værten lidt om kroens historie og viste rundt i vinkælder m.v.

Turen sluttede hvor de startede i Karup omkring kl. 17.15 med en flok glade og tilfredse cafégæster.