Tilbage til 50erne i Karup

Temaaften om 1950’erne i Karup Kultur- og Forsamlingshus

08. september 2021, 07:30
Den 7. oktober er der teamaften i Karup Kultur- og Forsamlingshus. Peter Skovmos arrangerer i samarbejde med biblioteket.

KARUP Endelig er det igen muligt at lave større arrangementer. Dels på grund af corona og dels på grund af en større renovering af Karup Kultur- og Forsamlingshus. Der bygges nu videre på succesen fra 2019 hvor temaarrangementet Karup i 30´erne og 40´erne gav fuldt hus og opfordringer til at lave mere af samme slags. Coronaen forhindrede det i at ske i 2020, men nu er man klar til at tage fat på 50´erne.

- Konceptet med at spise en god middag, og have historiske- og kulturelle indslag mellem retterne viser sig at være meget attraktivt. Det giver en afvekslende aften med noget for alle. Ligesom sidst er det en samproduktion mellem Viborg bibliotekerne og Karup Kultur- og Forsamlingshus, siger drejebogsforfatter og tovholder, Peter Skovmos Nielsen

I halvtredserne bliver Kølvrå født samtidig med Flyvevåbnet, og Karup gennemgår en stor udvikling.

Krudt er ikke kun et udtryk for fuld fart, men også helt bogstaveligt noget folk har fingrene i.

Karup Kultur- og Forsamlingshus holder arrangementet sammen med Viborg Bibliotekerne, hvor man ser på 50´ernes historie, historier, musik, film og sprog. der spises en tre retters festmiddag, identisk med den man spiste den 11. april 1957 på Karup Hotel i anledning af Karup Borger- & Haandværkerforenings 50 år jubilæumsfest.

Det foregår den 7. oktober i Karup Kultur- og Forsamlingshus. Nogle kan huske meget fra halvtredserne, flere kan huske noget og for alle dem, der ikke var født dengang er her svaret på, hvordan det skete da velfærdsstaten og forbrugersamfundet blev født.

Danmark gennemgik forandringen fra krigstømmermænd i starten, til et samfund hvor det bliver legalt at slå sig løs i slutningen. Musikken, filmene, sproget og forbrugsvanerne ændrede sig på revolutionerende vis.