En hyggedag på heden

Næsten 3.000 besøgte Kongenshus Mindepark til »En hyggelig dag på heden«

07. september 2021, 08:45
Der var dømt hygge på heden forrige weekend.

KARUP Forrige søndag i august slog Kongenshus Mindepark igen portene op for en dag for hele familien – »En hyggelig dag på heden«, og næsten 3.000 gæster kom forbi.

Kongenshus Mindepark er et fredet hedeareal på imponerende 1.200 hektar, som byder på en storslået natur- og kulturoplevelse, og søndag den 29. august var der inviteret til ’En hyggelig dag på heden’. En dag for hele familien med boder med lokale specialiteter, fåreklipning, guidede ture i mindedalen, hestevognskørsel, dansk bøf fra Kongenshus Kro og som noget særligt i år - miniforedrag ved historieprofessor Poul Duedahl fra Aalborg Universitet.

Og det var der rigtig mange, der gerne ville bruge en søndag på – næsten 3.000 fra både nær og fjern gæstede parken på en dag, hvor august vidste sig fra sin milde side med solskin op af dagen.

- Kongenshus Mindepark har eksisteret i snart 70 år og modtager cirka 30.000 besøgende hvert år, men der er stadig mange, som endnu ikke har oplevet dette fantastiske sted, og denne dag er en god anledning til at gøre det – eller til et genbesøg. Der er jo åbent året rundt, men til dette arrangement var der mulighed for at føje lidt ekstra til oplevelsen, og det var der rigtig mange, der benyttede sig af. Det glæder vi os selvfølgelig over, siger Torben Friis Lange, bestyrelsesformand for Kongenshus Mindepark.