Ny udstilling på høloftet på kroen

Gregers Laigaard er klar med nye tiltag på Grønhøj Kro

01. september 2021, 09:32
1 af 3 Ny udstilling og butik med retroting på høloftet på Grønhøj Kro.
2 af 3 Gerda og Marie på udflugt med Ans Rejser – friske fynske piger på henholdsvis 93 og 95 år fotograferet i hestevogn ved kartoffeltyskerladen.
3 af 3 Kartoffeltyskerladen i Grønhøj er et besøg værd.

KRO På Grønhøj Kro hylder Gregers Laigaard og Co. den gode og spændende folkelige historie i form af museer, traditionel mad, musik, sang og fortællinger. At drive en kongelig privilegeret kro forpligter, ikke mindst når der som her er tale om en kro, der har været i slægtens eje i generationer.

- Corona-pausen har på mange måder været hård, men den har også givet vitaminer til at iværksætte nye tiltag på kroen til gavn og inspiration for de mange gæster, der interesserer sig for egnen og historien, fortæller Gregers Laigaard.

Et af tiltagene er Butikogmusik Høloftet, som er etableret på det gamle høloft oven over Morten Korchmuseet. Her kan der købes gamle retroting til udsmykning og ligeledes vil der her blive afholdt flere kulturarrangementer i efteråret. Torsdag den 23. september indvies der samtidig en nye udstilling: Alhedens farverige historie.

Udstillingen er opbygget i hallen hvor Kartoffeltyskerladen er under genopførelse. Den belyser-, og giver smagsprøver på den meget spændende historie der har været i perioden fra 1500 – 1950, i det geografiske område, der før var Karup Kommune og omegn. Lige fra Karups storhedstid under katolicismen før Reformationen til de spor Kartoffeltyskerne har afsat i store dele af den unikke og udfordrende geografi, som istiden har skænket os. Steder som Dollerup, Skelhøje, Havredal, Frederiks, Grønhøj, Daugbjerg, Karup og Gedhus bidrager med indhold i udstillingen, ligesom kartoflen er et centralt omdrejningspunkt.

Udstillingen er lidt af en hybrid, for den skal både være permanent og dynamisk, og så skal den være en appetikvækker så gæsterne får mod på- og anvisning til, hvor de kan gå hen »hvis de vil vide mere«.

- Det kan på den måde også minde lidt om et gammeldags turistkontor, og det er der vist rigelig med plads til i vores egn som det ser ud nu, fortæller Gregers Laigaard.

Udstillingen er opbygget af et meget stort billedmateriale, tekster, QR koder til film og hjemmesider og fysiske effekter. Det dynamiske kommer hen ad vejen, for Gregers Laigaard opfordrer folk til at se udstillingen og derefter indlevere egnet og relevant historisk materiale som de gerne vil bidrage med, så der løbende kan ske en udvikling.

Udstillingen er opbygget i samarbejde med Peter Skovmos Nielsen.