Godt og travlt år for brugsforening

Skåde Brugsforening, der blandt andet ejer brugsen i Karup, havde et godt år

18. juni 2021, 17:39

Brugsen Dagligvarebranchen er en af de brancher, der i 2020 blev påvirket markant af Corona-situationen. For Skåde Brugsforenings fire SuperBrugser har det specielle år betydet ekstra travlhed, og en medarbejderstab, der har gjort en flot og ekstra indsats for kunderne.

- Vi har løbet virkeligt stærkt i vores SuperBrugser i 2020, og der skal lyde en stor tak til medarbejderne, som har taget opgaven og ansvaret flot på sig, og virkelig leveret i den specielle situation med Coronarestriktioner, siger direktør Jesper Nielsen i en pressemeddelelse.

Det travle år har også betydet, at Skåde Brugsforening både på omsætning og det underliggende resultat har præsteret på rekordniveau. De gode resultater er også en vigtig forudsætning for, at foreningen kan forfølge sine planer om at investere intensivt i endnu bedre købsmuligheder for kunder og medlemmer.

I 2020 blev der investeret i forbedringer i alle fire SuperBrugser. Blandt andet med nyt og klimavenligt køleanlæg i Kridthøj og helt nye slagtermaskiner i Beder.

Samtidig købte Skåde Brugsforening Beder Butikstorv, for derved at kunne påbegynde en udvidelse af SuperBrugsen i Beder med nabobutikken, hvor der tidligere lå en Fakta. Vi kan derved se frem til at kunne tilbyde vores kunderne en stor, spændende og topmoderne SuperBrugs.

- Det er vigtigt, at vi konstant investerer i forbedringer og udvikler vore butikker, da det er forudsætningen for at give vores kunder de bedste indkøbsmuligheder. Derfor sætter vi stor pris på, at vi med en række gode resultater bag os, er i stand til at realisere vores planer og investere markant i vores butikker”, udtaler direktør Jesper Nielsen, Skåde Brugsforening.

Med købet ejer Skåde Brugsforening nu både Kridthøj Centret og Beder Butikstorv, og målet er at foreningen kan være med til at skabe spændende indkøbsmiljøer begge steder, og dermed være med til at give både medlemmer og kunder de bedste lokale indkøbsmuligheder og oplevelser. Som ny ejer af Beder Butikstorv vil Skåde Brugsforening stå i spidsen for en styrkelse af centret, i et tæt samarbejde med områdets øvrige butikker.

Skåde brugsforening håber, at man i løbet af 2021 kommer til at opleve en normalisering uden restriktioner, til gavn for både kunder, ansatte og den øvrige detail- og dagligvarehandel.

Skåde Brugsforening er stiftet i 1872, og er medlemsejet af små 10.000 medlemmer. Foreningen ejer SuperBrugserne i Skåde, Kridthøj, Beder og Karup, egne lokaler i alle fire SuperBrugser, samt Kridthøj Centret i Højbjerg og Beder Butikstorv i Beder. Foreningen har 145 ansatte, og omsatte i 2020 for 180 mio. kr.