Dennis fra Karup er blevet møbelforhandler

21-årige Dennis Lysgaard fra Karup er bager, men bruger mange timer om ugen ved siden af fuldtidsarbejdet på sin møbelvirksomhed

22. juni 2021, 13:58
1 af 2
2 af 2

ERHVERV Dennis Lysgaard, der er opvokset på Bredgade og Torvegade i Karup, er til daglig dejfører i Lagkagehuset i Brøndby, men lige så snart han får fri kaster han sig over sin computer.

I de sidste tre måneder har den 21-årige Karupbo drevet internetfirmaet »Moonliving.dk«, der handler med miljørigtige danske kvalitetsmøbler.

- Jeg overvejer snart at holde med mit arbejde i Brøndby for at drive mit firma fuld tid, for jeg bruger allerede mellem 40 og 80 timer om ugen på det ved siden af mit fuldtidsjob i Lagkagehuset, fortæller Dennis.

Hans familie bor stadig på Torvegade i Karup, og det var også i Karup, at han som 12-årig fik job som pakkedreng ved den tidligere bager, John Pedersen.

- Jeg fandt ud af, at jeg gerne ville være bager. Jeg elsker processen fra mel til brød og alt derimellem, fortæller Dennis.

Han blev udlært bager i Bilka i Herning, og senere blev han leder samme sted.

På et tidspunkt fandt han en kæreste på Sjælland. Efter at være flyttet til Købehavn startede han i Lagkagehuset i Brøndby, hvor han altså stadig er bager.

Tidligere på året sad han en dag og kedede sig en weekend.

- Jeg savnede kundekontakten i Bilka, og har altid været god til med internet, så det var en oplagt mulighed at gå i gang, fortæller han.

Møblerne kommer fra en producent i Nordjylland. De har lavet en kontrakt, og møblerne bliver sendt direkte til kunden uden mellemled, hvilket betyder, at priserne kan holdes nede, forklarer han.

Lige som med brød, så kan han også lide processen med møbler.

At et stykke træ kan forvandles til et flot møbel.

- Og der er vældig meget at snakke om, når det gælder møbler, siger Dennis.

Han fortæller, at opstarten af firmaet har været vellykket. Han har allerede en stabil omsætning.

- Jeg regner da med inden for kort tid at kunne leve af det. Og på sigt håber jeg det bliver så godt, at jeg også kan få et par medarbejdere, siger han.

Indtil videre bliver han boende på Sjælland, men han er tit hjemme i Karup, og han vil ikke udelukke, at en gang vender hjem for at bosætte sig her.