Snapsting For Børn: Årets største børneoplevelser skydes i gang

Børnefamilier i Viborg Kommune kan godt glæde sig til årets helt store børnebegivenhed Snapsting For Børn. På programmet er store musikalske oplevelser, dukketeater, cirkusforestillinger, leg

14. juni 2021, 11:39
Snapsting For Børn glæder sig til at byde flere hundrede børn og voksne velkommen i det fantastiske børnekulturelle univers, der venter dem på Borgvold i uge 25. Skoleklasser og børnehaver skal til spændende aktiviteter i 21 telte med forskellige workshops. Børnene bliver fx kastet ud i musik, cirkus, foto og kunst, og det bliver en dejlig oplevelse ude i den friske luft under de grønne bøgetræer.

BØRNEUNDERHOLDNING Ringeklokker, cykelpedaler og bremser kommer i spil, når Snapsting For Børn folder sit store børneprogram ud i uge 24 og 25. Børn og voksne kan bestille billetter nu – alle arrangementer er gratis. Den første uge med TO GO-børneaktiviteter er helt udsolgt. Men der er stadig pladser til den store Familiedag den 20. juni.

- Det er fantastisk, at Snapsting For Børn i år foldes ud over to uger. Vi glæder os til at lege, grine og skabe uforglemmelige øjeblikke sammen med børnene både på Borgvold og ude i vuggestuer, børnehaver og skoler i Viborg Kommune, siger Rikke Skovsbo, projektleder for Snapsting For Børn.

1300 børn er tilmeldt børneaktiviteterne i 31 børnehaver og skoler i første uge. TO GO-børneaktiviteterne er i år spredt fra Rødkærsbro til Klejtrup til Mønsted og videre ud i kommunen til stor glæde for børnene i lokalområderne. De kan se frem til alt fra klassiske koncerter for skolebørn til teaterforestillinger for børnehaverne. Kulturskolen Viborg udfordrer børnene med teater-workshops, og Dansk Cyklistforbund laver tricks og cykelsjov sammen med børnene.

I år er Familiedagen spredt ud på otte forskellige områder i Viborg for at sikre god plads til børnefamilierne og for at overholde kravene om pladsfordeling til arrangementerne. Familiedagen er søndag den 20. juni fra kl. 11.00-17.00 og bliver helt fantastisk for børn og voksne.

Programmet byder på en musikalsk familiekoncert med Danmarks Underholdningsorkester i Musiksalen og et trylleshow med den festlige og sjove tryllekunstner Jesper Grønkær på Skakbrættet i Hovedbiblioteket. Viborg Kunsthal og GAME Street Mekka holder åbent og slår dørene op til en sjov og oplevelsesrig dag.

Alle aktiviteter er gratis, og du kan se programmet for dagen på viborgbib.dk. Husk tilmelding til aktiviteterne og coronapas til de voksne.

Der bliver gang i gaden, når Tine Mynster holder hoppeloppekoncert i Bjerringbro, børnemusikeren Michael Back spiller koncert i Stoholm og Karup – og Det lille Verdens Teater giver forestillinger i Løgstrup og Ørum.

Snubledagene for de mindste børn i Viborg Kommune holdes i år i fem forskellige byer. Rigtig mange dagplejere og vuggestuer har vist interesse for Snubledagene, som afvikles torsdag og fredag i uge 25 som afrunding på Snapsting For Børn.

- De mindste borgere i Viborg Kommune kan godt glæde sig til nogle fortryllende dage med Snapsting For Børn i lokalområderne. Det er vigtigt, at de små oplever børnekulturen helt tæt på i trygge rammer til Snubledagene, siger Rikke Skovsbo.

Børnenes fugle flyver på Borgvold

Kigger man op mod himlen i den smukke gamle Borgvoldpark, flyver 700 fugle i trækronerne. Fuglene er lavet af træ og dekoreret af børn fra Viborg Kommune - kunstværket kan ses fra uge 24 og hele sommeren. En del af værket er digitale stop motion fuglefilm, som kan opleves rundt i byrummet i Viborg. Bag det samlede kunstværk står kunstner Susanne Ahrenkiel fra Viborg Kulturskole, kurator Camilla Davidsen fra Viborg Kunsthal, Hanne Pedersen fra The Animation Workshop og Snapsting For Børn.