Nu skal 11.700 ton mink fjernes: De brænder bedre end frygtet

Efter en vellykket generalprøve er det nu alvor med opgravning og afbrænding af mink de næste to måneder

30. maj 2021, 08:21
1 af 2 Kristi himmelfartsdag så de første nedgravede mink dagens lys ved prøveopgravningen i Nørre Felding. Over tre dage blev der gravet cirka 1300 ton døde mink op for at teste minkenes brændværdi. sidste tirsdag gik arbejdet med at opgrave de resterende 11.700 ton minkkadavere i gang. . Foto: Forsvarskommandoen
2 af 2

MINK Gravemaskinerne er kørt i stilling ved et militært område i Nørre Felding nær Holstebro.

Efter en vellykket generalprøve i Kristi himmelfartsferien begynder opgravningen af millioner af døde mink nu for alvor.

Mens der ikke var meldinger om voldsomme lugtgener forbundet med prøveopgravningen, kan det ikke udelukkes, at de vil komme, når knap to kilometer minkgrave skal tømmes.

- Vi gør, hvad vi kan for at minimere generne, og entreprenøren graver ikke flere mink op ad gangen, end vognmanden kan køre væk stort set med det samme, siger indsatschef Kasper Klintø fra Fødevarestyrelsen.

Det er selskabet Hans Frisesdahl A/S, der står for arbejdet med at tømme de tre meter brede og to en halv meter dybe grave, hvor minkene i al hast blev begravet.

- Minkene har vist sig at være lettere at håndtere, end vi havde frygtet. De er mere tørre og faste i konsistensen.

- De har ligget i sandet ved køleskabstemperatur, og den naturlige omsætning af minkene er ikke gået så stærkt, siger direktør Hans Jørgen Frisesdahl.

13 affaldsanlæg landet over vil fra tirsdag få leveret det ene vognlæs med døde mink efter det andet.

Det vil ske fra tidlig morgen til ud på aftenen på hverdage og i weekender.

Det var ventet med en vis spænding, hvor nemt det ville være at brænde minkene efter seks måneder i sand og kalk.

Men minkene har overrasket til den positive side.

- Vi har ikke vidst, hvad vi skulle forvente. Men der er ingen tvivl om, at det her ser rigtig fint ud.

- Det modtagne affald er tørt og rimelig fast og derfor nemt at håndtere. Der er også mindre jord, end vi havde frygtet, siger Poul Kristensen, direktør i selskabet Energnist med affaldsanlæg i Esbjerg og Kolding.

Arbejdet i Nørre Felding ventes at være overstået i midten af juni. Herefter kommer turen til minkgravene ved Kølvrå ved Karup.

Her ventes opgaven at være afsluttet i midten af juli.

Hans Jørgen Frisesdahl ser ikke umiddelbart noget, der kan vælte tidsplanen.

- Vi har prøvet at grave i flere render, og konsistensen er nogenlunde ens.

- Jeg kan ikke se noget, jeg kan forestille mig kan gå galt. Så det skal nok gå, siger han.

Cirka 15,4 millioner mink blev i efteråret slået ned. Det skete, fordi regeringen frygtede, at et muteret coronavirus hos mink kunne mindske effekten af kommende vacciner mod covid-19.

/ritzau/