Spil med om Dahlgårds Tivoli

Tivoli-ikonet Leif Dahlgård fra Frederiks glæder sig over nyt brætspil om Dahlgårds Tivoli

01. juni 2021, 16:34
1 af 2 Sune Frantsen er fan af Leif Dahlgård og for nylig var de samlet i Frederiks for at snakke om det nye brætspil »Slaget om Dahlgårds Tivoli«. Privatfoto
2 af 2 Sune Frantsen er fan af Leif Dahlgård og for nylig var de samlet i Frederiks for at snakke om det nye brætspil »Slaget om Dahlgårds Tivoli«. Privatfoto

TIVOLI Tivoli-manden, 77-årige Leif Dahlgård fra Frederiks, der for 23 år siden blev allemandseje i tv-serien »Dahlgårds Tivoli«, er stadig populær.

I dag har han sin egen fangruppe med cirka 13.000 medlemmer, og nu er brætspillet om Dahlgårds Tivoli på vej.

En af initiativtagerne er en superfan, nemlig 34-årige Sune Frantsen fra Odense. Han har tidligere lavet tre brætspil. Det nye brætspil, »Slaget om Dahlgårds Tivoli«, udkommer i 500 eksemplarer og er først og fremmest lavet til fansene.

Mange fans

- Vi gør det, fordi der er så mange passionerede fans, og vi vil gerne lave noget, som alle fans kan lide, siger han.

At Leif Dahlgård har brug for pengene har også spillet ind. I mere end år har han ikke kunnet komme ud med sit tivoli, ligesom han heller ikke har kunnet holde foredrag.

- Jeg har i lang tid overvejet at lave et brætspil, og jeg skrev til Leif Dahlgårds barnebarn, Emma, om vi ikke skulle lave et brætspil. Jeg lovede, at behandle Leif med fuld integritet. Leif ringede til mig et par dage efter og aftalen kom i hus, fortæller Sune Frantsen.

Skriftlig kontrakt

Der er således blevet lavet en skriftlig kontrakt, selv om Leif Dahlgård mente, det var godt nok med en mundtlig aftale. Siden har Sune været i Frederiks for at spise kage med Leif Dahlgård og hans kone, Anni. At mødes med Leif Dahlgård var en stor drøm for Sune. Vennekredsen er også vild med Leif Dahlgård og hans tivoli.

- Jeg er kæmpefan og har slet ikke tal på, hvor mange gange jeg har set Dahlgårds Tivoli. Det er ren nostalgi. 90erne var liv og glade dage, og man kan genkende tiden i serien. Der bliver talt meget bramfrit. Folk siger, hvad de vil. Det tror jeg, mange elsker ved serien. Det er godt tv, fortæller Sune.

Brætspillet er et miks mellem monopoly og risk og udkommer i slutningen af oktober. I brætspillet kan man eje »Jamaicaen«, »Simulatoren«, »toiletterne« med mere, bygge med paller og udføre misssioner som tivolimedarbejdere og få gennembruddet ved radiobilerne, i mens man ryger hele dagen.

500 spil

Sune regner med, at de 500 spil bliver udsolgt. De første 100 spil signeres personligt af Leif Dahlgård.

- Det er helt vildt så stor respons, vi har fået allerede. Vi har fået de første mange forudbestillinger, siger Sune.

Hovedpersonen selv er stolt over, at der nu bliver lavet et brætspil over hans tivoli. Det er også god reklame. Og der er brug for pengene.

- Forretningen er jo helt død i denne coronatid, så jeg kan godt bruge pengene. Jeg håber også, at jeg snart kan komme ud og holde foredrag igen, siger Leif Dahlgård.