Bio åbner med danske film

Formanden for Karup Bio, Frank Johansen, tror på stort rykind i den kommende tid

07. maj 2021, 13:39
Frank Johansen, der er formand for Karup, fortæller, at biografen åbner den 6. maj med danske film.

BIO Efter flere måneders corona-mørke lysner det igen for de biografhungrende danskere.

De danske biografer må åbne torsdag den 6. maj, og Karup Bio, der drives af frivillige, er med fra start med danske film.

- Det er dejligt, vi må åbne, men vi ville gerne have haft lidt mere at vide i bedre tid, siger formand for Karup Bio, Frank Johansen.

Da Ugeavisen i Karup kontakter ham en uge inden åbning, afventer han stadig regeringens udmelding om afstandsregler. Og folk kan ikke bestille billetter før afstandsreglerne er på plads.

Biografen lægger ud med to danske film, nemlig »Lille Sommerfugl« og »Retfærdighedens Rytter«.

Den 8.-9. maj tilføjer biografen børnefilmene »Croods 2« og »Operation Nordpolen«.

Frank Johansen fortæller, at biografen har haft op og nedture siden landet blev lukket ned i marts sidste år.

Biografen har således haft åbent i en periode, hvilket gik godt, men den 10. december lukkede det hele ned igen.

- Vi fik et drag over nakken, da vi var klar med julefilm. Der var 400 bestillinger til en gratis film ugen efter, hvilket ikke blev til noget, og der var booket tre film hver dag i hele julen, siger Frank Johansen.

Økonomisk set er biografen dog kommet fornuftigt gennem det sidste års tid. I 2020 viste regnskabet et resultat på 60.000 kroner før skat.

Kompensation

- Vi har fået 66.000 kroner i økonomisk kompensation ind til videre til dækning af faste omkostninger, fortæller formanden.

Biografen tiltrækker mange aldersgrupper - måske bortset fra de unge, og det er der en årsag til.

- Mange af de unge går på uddannelse i de større byer, og det er dér, de samles med deres kammerater, når det er tid til festivitas, siger han.

Alligevel forventer han et stort rykind i biografen i den kommende tid. Og det er ikke bare fordi, at folk trænger til at komme ud og opleve noget.

- Vi har gode film, siger han.

I den kommende tid vil der primært være danske film på programmet.

- Så længe, det kun er Danmark, der åbner op, så vil det mest være danske film, siger han.

Sagen er den, at de store udenlandske film først kommer på de store lærreder, når en stor del af verden åbner. Ellers kan det ikke betale sig.

En anden del af det er, at Disney og andre store udenlandske selskaber hurtigt lægger deres nye produktioner ud på streaming-tjenester og kanaler.

- Det er en svær konkurrence at være oppe i mod, mener Frank Johansen.