Årets Lokalområde giver gevinst

Sidste år vandt Frederiks andenpræmien som Årets Lokalområde. I år springer Frederiks over, men lokalt er man ikke i tvivl om, at det giver pote at deltage

14. april 2021, 09:51
Frederiks var sidste år nomineret til årets lokalområde. På billedet ses brugsuddeler Lars Krog, bager Lars Trier fra handelsstandsforeningen, Arne Christensen fra borgerforeningen samt Jonas Jordalen fra AIF. Foto: Morten Hallstrøm

LOKALOMRÅDE Landdistriktsudvalget i Viborg Kommune har på dets seneste møde besluttet, at temaet for konkurrencen Årets Lokalområde i år skal være sammenhæng og sammenhold.

Konkurrencen, der har været holdt hvert år siden 2008, holdes i sensommeren. Besøgsrunden, hvor repræsentanter fra kommunen kommer ud for at se de nominerede områder, sker den 19. september, og der er præmieoverrækkelse den 25. september.

Den nye model for konkurrencen - med et specifikt tema - medfører, at byer, der tidligere er kåret til Året Lokalområde, igen kan deltage og komme i betragtning til prisen.

Alhedens Borgerforening i Frederiks har tre gange indstillet byen til konkurrencen. Det var i 2012, 2016 og sidste år, og hver gang er det lykkedes at blive blandt de tre nominerede til prisen, og dermed sikre sig en præmie på 25.000 kroner til foreningens kasse. Sidste år blev det til en andenplads. Sdr. Ring/Rindsholm vandt.

I år springer Frederiks over, fortæller formanden for Alhedens Borgerforening, Ulla Brendstrup.

Springe over

- Vi har overvejet det, men i år har vi valgt at springe over, da der skal bruges rigtig mange kræfter på det. Og det synes vi ikke, at vi har lige nu, forklarer Ulla Brendstrup.

Hun mener dog, at byen har gavn af at deltage i sådan en konkurrence.

Det allervigtigste er jo, at den profilerer byen, så omverdenen opdager os. Men vi gør det også for vores egen skyld. Det styrker vores selvopfattelse og sammenhold, siger hun.

Frederiks er inde i en god udvikling. Der er mange tilflyttere.

- Det ser ud til, at vores grunde og huse bliver hurtigt solgt. Det er en aktiv by med et rigt foreningsliv for alle, siger Ulla Brendstrup.

Udgangspunktet for konkurrencen vil være samme proces, markedsføring og budget som de forudgående år.

Vinderen modtager en pengepræmie på 50.000 kr. og en sten med inskriptionen »Årets Lokalområde i Viborg Kommune 2021«. Der nomineres tre områder, og de to øvrige nominerede modtager hver 25.000 kr. Landdistriktsudvalget udvælger tre byer, som får besøg af udvalget.

Lokalområderne indstiller sig selv. Sidste frist er den 20. juni. Den 10. august nomineres de tre indstillede byer.