Borger: Svært at finde test-tider om lørdagen i Karup

Den 63-årige Bent Friis fra Kølvrå har svært ved at finde coronatest-tider i Karup om lørdagen. Han forudser, at presset bliver endnu større fremover

31. marts 2021, 16:08
Bent Friis fra Kølvrå er på arbejdsmarkedet og har derfor brug for at blive testet om lørdagen. Men det er svært at komme til på denne dag, mener han. Foto: Henrik Ole Jensen

Test Pædagogmedhjælper i Sunds, Bent Friis, er glad for muligheden for at blive testet tæt på bopælen i Kølvrå. Tidligere kørte han til Herning for at blive testet, men nu bliver han testet i Jethallen i Karup. Falck tester to dage med hurtigstest - og to dage med PCR-test, det vil sige den med podning i halsen. Sidstnævnte foregår blandt andet om lørdagen, og der skal bestilles tid.

- Det er fantastisk, at vi har fået et testcenter i Karup, men presset er stort, fortæller Bent Friis.

Da han arbejder i hverdagene og har fri om lørdagen bliver han testet om lørdagen.

- Man kan ikke booke samme dag som man bliver testet, så jeg forsøger at booke om søndagen, men der er lørdagstiderene hurtigt væk, fortæller Bent Friis.

På grund af arbejdet har han svært at finde andre testdage.

- De siger, at os på arbejde skal testes en gang om ugen, så det gør jeg, siger han.

Presset er imidlertid blevet større efter at det er kommet frem, at man skal kunne fremvise en negativ coronatest, der ikke er mere end tre dage gammel, hvis man skal til frisøren eller på restaurantbesøg med videre.

Bent Friis har svært ved at kunne få det til at hænge sammen.

- Man kan måske stille spørgsmålet, om man ikke kan øge testkapaciteten i Karup? Og om der ikke er nogen af dem, der ikke går på arbejde, som kan vise lidt samfundssind og lade sig teste i hverdagen - i stedet for om lørdagen, hvor der er mest pres på?, siger Bent Friis.

Han mener, at folk, der bor i større byer, har lettere ved at blive testet, da der er flere og længere åbningsdage.

- Man skaber et a og et b-hold på denne måde, og det kan ikke være rigtigt, siger han.