Derfor har flyet fået nummeret L-001

Inden længe modtager Danmark sit første nye F-35 kampfly og flere har spurgt om, hvorfor flyet egentlig har fået nummeret »L-001«

26. marts 2021, 12:11
F-35 er Danmarks kommende kampfly og skal erstatte F-16. Foto: Lockheed Martin

FLY Siden 1960 har alle Flyvevåbnets fly haft halenumre, som består af ét typebogstav samt de tre sidste tal i flyets oprindelige bygge- eller serienummer.

Flyvevåbnet har altid undgået at genbruge bogstaver, der har været i brug for nyligt. Og samtidig med det, har Flyvevåbnet altid søgt at finde en logisk sammenhæng mellem flytype og tildeling af bogstav.

Nummeret under Dannebrog er et »serial number«, der tilknytter til US Air Force.

For de danske F-35 kampfly er valget faldet på »L«, da det flugter med F-35’s fulde navn, F-35A Lightning II. Og desuden er ’L’ et bogstav, der i Flyvevåbnets historie ikke er anvendt siden 1970. Alle Danmarks F-35 fly vil derfor have et nummer startende med »L« på halefinnen.

Fra L-001, som er det første, og frem til L-027, som er det sidste fly, Danmark modtager, idet vi totalt har indkøbt 27 styk.

Fra amerikansk side er navnet ”Lightning” valgt, da F-35 er opkaldt efter hele to historiske og for deres tid revolutionerende kampfly. Der er her tale om det amerikanske P-38 Lightning samt det engelske BAC/English Electric Lightning supersoniske jagerfly.

P-38 Lightning var det første egentlige jagerfly, som Lockheed Martin producerede og dermed starten på det Lockheed Martin, som vi kender og som Danmark samarbejder med i dag. BAC/English Electric Lightning blev derimod produceret i Storbritannien tilbage i 1950’erne, og relationen mellem dette kampfly og F-35 skal ses i lyset af, at Storbritannien fra start har været en vægtig partner i udviklingen af F-35.

Militære fly har det dog med at blive bedst kendt under deres uofficielle »kælenavne«. Det er blandt andet tilfældet med vores nuværende F-16 kampfly, der af mange er kendt under navnet »Viper«. F-35 har indtil videre gået under kaldenavnet »Panther«, hvilket ser ud til at blive hængende fremadrettet.

Danmark modtager sin første »panter« ved en roll out-ceremoni den 7. april i år.