Svend Aage er kommet af med granaten

Svend Aage Kirkegaard var i gang med at fjerne kloakrør i baghaven, da en granat væltede ud af et af rørene. Bomberyddere fra Skive fjernede efterfølgende granaten

29. marts 2021, 11:06
1 af 3 Svend Aage Kirkegaard fra Kølkær har købt et dødsbo i Kølvrå et par kilometer fra Flyvestationen. I jorden fandt han en granat. Foto: Morten Hallstrøm
2 af 3 Granaten er 75 millimeter i diameter og 26 centimeter i længden. Svend Aage fik at vide, at den er fra 1902 - og måske sprængfarlig.
3 af 3 Svend Aage Kirkegaard rodede i jorden for at fjerne kloakrør, da en granat væltede ud af røret.

GRANAT Svend Aage Kirkegaard, der er den nye ejer af et dødsbo på Mosevej midt i Kølvrå, fik sig tirsdag morgen en ubehagelig overraskelse, da han var i gang med at fjerne nogle gamle kloakrør i jorden i baghaven.

En granat, der senere viste sig at være ret gammel, faldt ud af røret. Den var 75 millimeter i diameter og 26 centimeter lang.

- Til at starte med kunne jeg ikke se, hvad det var. Den var fyldt med jord, så jeg børstede den af med en børste, smiler Svend Aage Kirkegaard.

Bugseret om til baghuset

Forinden havde han fået den bugseret om til baghuset.

Svend Aage har en gang selv været soldat i Dronningens Livregiment og ved godt, at en ueksploderet granat ikke er til at spøge med.

- Den kan vælte et hus, siger han.

Der var ikke spids på granaten, så et hårdt slag på spidsen, kunne få den til at eksplodere, mener han.

- Jeg blev bange, da jeg så, hvad det var.

- Tænk sig, hvis jeg havde brugt en rendegraver og havde ramt den, siger Svend Aage Kirkegaard.

Han ringede til flyvestationen i Karup for at høre, om de kunne fortælle, hvad det var for en granat, og hvad han skulle gøre ved den.

- De fortalte mig, at jeg skulle ringe til politiet, fortæller Svend Aage.

De gjorde Svend Aage. Kort efter dukkede tre mand fra flyvestationen op på adressen.

- De mente, den var ueksploderet og kunne sprænge, hvis man slog på den, fortæller Svend Aage.

De tog ingen chancer og kontaktede ammunitions-rydningstjenesten EOD fra Skive Kaserne.

- De kom i en stor bil med »Rulle Marie« bagpå. Men de tog den med i hænderne uden at gøre brug af Rulle Marie.

- De ville hjem og røntgenfotografere granaten, og viser det sig, at den er fyldt med sprængstof, så skal den sprænges, siger Svend Aage.

Han fik at vide, at granaten var fra 1902 og brugt i en 75 millimeter kanon.

Han ved ikke, hvordan granaten er havnet på Mosevej.

- Huset blev bygget i 1950, men det er helt sikkert, at granaten er puttet over i kloakrøret. Den er ikke landet der af sig selv. Det kan man se, siger Svend Aage.

Han ved ikke, om der ligger flere granater i jorden.

Da han lige var flyttet ind, fandt han flere skarpe patroner i kælderen. Den tidligere ejer var, ifølge Svend Aage, hundefører på flyvestationen.

- Jeg vil gerne af med det. Jeg vil ikke have sådan noget her, siger Svend Aage.

Det ønske blev således opfyldt.