Forsamlingshus klar til ombygning

23. marts 2021, 11:13
Tilbygningen bliver mindre end planlagt.

FORSAMLINGSHUS Den store ombygning af Karup Forsamlingshus, har ladet vente på sig, men nu er arbejdet tæt på at gå i gang.

- Vi har indhentet tilbud fra en række lokale håndværkere, og dem glæder jeg mig til at arbejde sammen med, siger Martin Ditlevsen, der ud over at være forsamlingshusets næstformand også er ansvarlig for byggeprojektet.

Arbejdet begynder snarest muligt, og man planlægger, det vil henover forår og sommer, så de er færdige til efteråret.

Forarbejdet til byggeriet har trukket ud.

- Først skulle vi have finansieringen på plads, og siden har covid-19 sat begrænsninger. Men vi har mødt stor velvilje fra blandt andre Viborg Kommune. Og nu er det bare om at komme i gang, siger han.

Tilbygningen bliver mindre end først planlagt. På de oprindelige arkitekttegninger ville en tilbygning brede sig langt ind på den nu tomme nabogrund.

- I stedet nøjes vi med et lækkert indgangsparti med moderne toiletforhold, der også tilgodeser kørestolsbrugere. Vi får også en flot plads over mod biografen, og ikke mindst får vi et helt nyt køkken, siger Martin Ditlevsen.

- Det bliver til glæde for alle, der bruger forsamlingshuset, at toilet- og køkkenfaciliteterne bliver moderniseret, siger Martin Ditlevsen.

- Familiefester og foreningsarrangementer får nu rigtig gode rammer.

Men for forsamlingshusets næstformand er det også vigtigt, at det ny køkken kan tiltrække nye brugere.

- Vi ser for eksempel et stort potentiale for at nye fællesskaber, der har udgangspunkt i mad og samvær, kan bruge forsamlingshuset - madklubber, vinsmagninger og så videre.

Ud over brugsvenligheden vil det ny køkken også blive mere klima- og energivenligt end de gamle, nedslidte køkkenfaciliteter, der har omkring 50 år på bagen.