Mads og Robert er vendt tilbage på heden

For Mads og Robert har det været en lettelse at vende tilbage til Hedens Efterskole i Sydfjends efter en lidt for lang corona-hjemsendelse

23. marts 2021, 12:09
1 af 2 Mads Adelborg fra Aabenraa og Robert Trabjerg Holmen fra Struer går begge i 8. klasse på Hedens Efterskole, og det går så godt, at de begge vender tilbage i 9. klasse også. Forhåbentlig bliver det så uden de afbrydelser, som coronaen har betyder i skolens første leveår. Foto: Henrik Bagge
2 af 2 Forstander Lise Munk beretter om et hårdt, men også meget lærerigt første år med Hedens Efterskole, der har fundet en niche ved at tilbyde et særligt inkluderende og hensyntagende miljø til unge mennesker med behov for lidt ekstra ro omkring sig. Foto: Henrik Bagge

genåbning Det er ikke for meget sagt, at folkene bag Hedens Efterskole ramte jorden løbende, da de først meget sent inden skolestart i august fik den forhåndsgodkendelse fra Undervisnings-ministeriet, der var en forudsætning for at åbne en særlig efterskole for sårbare unge i de lokaler, der tidligere husede Kongenshus Efterskole.

Mens coronarestriktionerne var lempelige, da man lukkede dørene op for 31 elever i alderen 14-17 år, havde skolen ikke mange måneder på bagen, inden restriktionerne igen blev strammet, og eleverne måtte sendes midlertidigt hjem igen, og man i en forvejen hektisk start ikke bare skulle til at opfinde online undervisning, men også skulle finde ud af at køre de løbende samtaler, der er en del af elevernes udvikling og ophold på Hedens Efterskole, over telefon eller skype.

Det er vel fair at sige, at andre, etablerede skoler med 100 års historie har haft bedre betingelser for at håndtere en pludselig krise.

- Ja, det har været et hårdt år indtil nu, og vi har ikke kedet os. Der har været opgaver nok, også fordi vi først kunne få alle vores systemer op at køre, efter eleverne var startet på grund af den sene godkendelse. Så det har været et spændende år, kan man godt sige. Men nu er der ligesom faldet lidt ro på det hele, siger forstander Lise Munk.

Venteliste til næste år

Når hun alligevel virker meget overskudsagtig og meget lidt udmattet, skyldes det, at starten på den nye skole på trods af modgangen har været en veritabel succes.

- Der er allerede fyldt op til næste år, og det vil sige 55 elever. Men vi optager stadigvæk på venteliste, hvis der skulle komme huller i optagelsen. Men ud af de 38 elever, vi har nu, fortsætter de 30 efter sommerferien i 9. eller 10. klasse. Og der er faktisk også nogle i 10. klasse, der tager et år mere i 10. klasse, for det kan man nemlig godt, hvis man ikke er helt klar, siger forstander Lise Munk.

- Det er da en tilfredshedsundersøgelse, der er til at regne med?

- Ja, det er meget målbart. Så det er vi rigtig glade for.

Hjemsendelsen af elever før jul har på Hedens Efterskole været med flere forbehold qua dens særlige status.

- Vi har haft nogle tilbage i mindre grupper på skift siden midten af januar, for sårbare elever skulle vi tage tilbage. Men nogle havde større behov end andre. Nogle havde ikke lyst, og nogle ville rigtig gerne, og så var de tilbage sådan lidt på skift og lige mærke stemningen. Men nu er de alle tilbage for fuld skrue. Og for nogle har det betydet, at man har indset, hvor meget man kunne savne det. Nogle har i hvert fald givet udtryk for, at de godt nok har savnet at være her.

- Så er det jo det her, der er blevet hjem for dem?

- Ja, det er der også mange af dem, der kalder det. »Vi skal hjem på efterskolen«, siger de. Men jeg fornemmer også, at det har givet mange af dem en følelse af taknemmelighed for det, vi kan få. Og det, tror jeg egentlig, er meget sundt. Det har været træls at være hjemme, men jeg tror også, der er kommet noget læring ud af det. Lidt ydmyghed, siger Lise Munk.

Vender tilbage næste år

Den hjemlige stemning på Hedens Efterskole slår igennem i de særdeles hyggelige lokaler, som skolen med hjælp fra mange frivillige formåede at indrette på rekordtid.

I et ret chilleren rum, hvor poolbordet har en central placering, finder vi Mads Adelborg og Robert Trabjerg Holmen, der begge går i 8. klasse og har bestemt sig for at vende tilbage i 9. klasse.

Mads Adelborg er ellers kommet langt hjemmefra, da han stammer fra Aabenraa, men for ham er Hedens Efterskole nu også lig med hjem.

- Det er det faktisk mere eller mindre, for man får sådan et godt fællesskab og en masse gode venner her, så det vil jeg mene, siger Mads Adelborg.

Han har ikke selv været en af dem, der har været tilbage undervejs, så han har tilbragt nogle måneder i basen i det sønderjyske, inden hele skolen fik lov at vende tilbage forrige mandag.

- Og det var faktisk lidt træls, for man savner jo sine venner. Vi har ringet og snakket, men det er bare ikke det samme som at være sammen. Og så har vi jo haft fjernundervisning som alle andre, og der har vi faktisk fået rigtig meget for, og, jeg vil næsten sige, for meget. Det var lige lidt voldsomt, siger Mads og ryster på hovedet over, hvor meget der har været at se til på lektiefronten.

Helt fraværende har skolen dog ikke været under hjemsendelsen. Medarbejdere fra skolen tog nemlig på road trip rundt i hele landet og hilste på hjemme hos eleverne, og det bragte dem ikke bare til Sønderjylland, men også helt til Ballerup og Haslev på Sjælland.

- Ja, det var rigtig godt. Det var nogle glade medarbejdere, der kom hjem i hvert fald, siger Lise Munk.

- Det var, fordi de havde besøgt mig, siger Mads, og forstanderen giver ham ret.

Overfor sidder Robert Trabjerg Holmen fra Struer, der også går i 8. klasse, og han har været her ad et par omgange under nedlukningen, fordi han trængte til en pause fra at være derhjemme.

- Jeg savnede mest den ro, der er her. Det er ikke altid, man kan få ro derhjemme, når man også har en søster.

- Men her på stedet er der da mange flere end bare én irriterende søster?

- Ja, men hun er også teenager, siger Robert og giver fuldstændig mening.